Familieretshusets behandling af sager, møder og samarbejde med fagfolk

Når forældre ikke bor sammen, kan der opstå uenighed om barnets hverdag. Hvor skal barnet bo? Hvordan skal samværet fordeles? Og hvad med forældremyndigheden? 

Disse spørgsmål kan resultere i, at den ene eller begge forældre sender en ansøgning til Familieretshuset. Forældrene kan få rådgivning af Familieretshuset, før de sender en ansøgning om ændring af bopæl, samvær eller forældremyndighed. Det giver overblik over mulighederne og kan hjælpe dem med at vælge den rigtige løsning – eller betyde at en ansøgning ikke bliver nødvendig. 

Formålet med denne side er at give et indblik i, hvordan vi arbejder med de sager, som lander hos Familieretshuset – herunder hvordan vores sagsbehandling og møder med familierne foregår. Hvad bliver familierne mødt af, når de søger hjælp hos os, og hvordan kan du bidrage i sagen som ekstern fagperson i din rolle som psykolog, advokat eller partsrepræsentant eller som fagperson fra andre myndigheder som fx kommuner eller Familieretten (Domstolene). Det er især i sagerne om familieretlig udredning, hvor vi samarbejder med andre fagfolk, da disse sager er mest komplekse. 

Et særligt samarbejde med kommunerne

Familieretshuset ser fx en stor værdi i, at kommunale sagsbehandlere deltager i møder om familieretlig udredning, da kommunerne ofte kan bidrage med aktuel og relevant viden om familien. Du kan læse mere om familiemægling og familieretlig udredning på de følgende sider. 

Derudover kan du se 2 film om hvordan Familieretshuset arbejder med sagerne og familierne – samt hvorfor det er relevant for de kommunale sagsbehandlere at deltage i møderne i Familieretshuset. 

Læs mere om samarbejdet med kommunerne og se de 2 film

Helt kort sagt kan vi inddele sagerne indenfor børne- og forældreansvarsområdet i 3 kategorier: 
•    enkle sager
•    familiemægling (mindre enkle sager)
•    familieretlig udredning (komplekse sager)

De enkle sager er de sager, hvor forældrene er enige og blot har behov for at få fx en skilsmissebevilling eller registreret en aftale om forældremyndighed. 

Familiemægling er de mindre enkle sager, hvor forældrene ikke er enige. I disse sager hjælper Familieretshuset med rådgivning og konflikthåndtering med henblik på, at forældrene selv kommer frem til en løsning. 

Familieretlig udredning er de sager, hvor der indgår en eller flere risikofaktorer. Fagpersoner udenfor Familieretshuset er især relevante i de familieretlige sager.

Se en illustration af hvordan sagerne typisk forløber

De enkle sager eller familiemægling

Når vi modtager en ansøgning, vurderer vi, hvad det næste skridt er for familien. Hvis forældrene er enige og vil have en aftale om fx samvær eller bopæl godkendt, så er det en af de enkle sager, som vi ofte kan håndtere skriftligt. Hvis der er tale om de sager, hvor forældrene ikke er enige, og hvor der ikke er oplysninger om risikofaktorer, som vold, misbrug eller psykisk sygdom, håndterer vi sagen som familiemægling og indkalder forældrene til et møde med en børnesagkyndig rådgiver hos Familieretshuset. Her har vi fokus på mægling, så forældrene forhåbentlig selv kan finde en løsning. 

Læs mere om familiemægling

De komplekse sager: familieretlig udredning

Hvis der er risikofaktorer i familien, så betragtes sagen som familieretlig udredning og behandles både af en børnesagkyndig rådgiver og en jurist i Familieretshuset. Det er som udgangspunkt Familieretten der træffer afgørelse i de sager, med mindre at forældrene bliver enige hos os. Vores opgave er primært at oplyse sagen og beskrive de forhold og risikofaktorer, der har betydning for barnet. Det bruger Familieretten, når den skal træffe afgørelse.

Læs mere om familieretlig udredning

Børnesamtaler og midlertidige afgørelser

Børn fra ca. 6 år bliver som udgangspunkt inviteret til en børnesamtale hos Familieretshuset, så deres oplevelser kan blive en del af sagen. Yngre børns perspektiver bliver hentet gennem oplysninger fra fx daginstitutioner, men vi kan også søge oplysninger hos kommunen. Vi kan træffe midlertidige afgørelser, der skaber ro for barnet, indtil Familieretten træffer en endelig afgørelse.

Hvis vi bliver bekymret for et barn undervejs i sagen, sender vi altid en underretning til kommunen.    

Stor værdi når kommunerne deltager i de familieretlige udredninger

Det er især i arbejdet med familieretlig udredning, at fagfolk udenfor Familieretshuset også bliver relevante for sagen. Vi ser især en stor værdi og effekt af, at kommunerne deltager i møderne om familieretlig udredning sammen med familierne – med henblik på at finde de mest helhedsorienterede løsninger for familierne, da kommunerne ofte kender familierne endnu bedre, end Familieretshuset gør.

Læs mere om samarbejdet med kommunerne.