Sådan forløber familiemægling

Familiemægling hjælper forældre med at finde fælles løsninger til barnets bedste og dæmpe konflikter

Formålet med familiemægling

  •  at understøtte barnets trivsel ved at støtte forældrene i at finde fælles løsninger, der er til gavn for barnet – og som dæmper forældrenes konflikt. 

  •  at den børnesagkyndige hos Familieretshuset hjælper med mæglingen igennem vejledning og konflikthåndtering og inddrager barnets perspektiv.  

  • at finde fælles løsninger, som er til gavn for barnet. Det handler ofte om samværsordning, barnets bopæl eller forældremyndighed. 

I de tilfælde, hvor forældrene ikke bliver tilstrækkeligt enige i familiemæglingen, kan den børnesagkyndige fx vurdere, at en jurist i Familieretshuset skal se nærmere på sagen, eller at sagen skal senderes videre til afgørelse i Familieretten. I de tilfælde hjælper Familieretshuset med at gøre sagen klar til Familieretten. Derudover har familien også mulighed for at benytte sig af vores forskellige forløb og tilbud, som fx forældresamarbejdskursus, børnegrupper og kontaktpersoner til barnet. Læs mere om vores forløb og tilbud.   

Møderne om familiemægling

De børnesagkyndige i Familieretshuset arbejder systematisk og helhedsorienteret med familiemægling. De tager bl.a. udgangspunkt i en model, som sikrer, at de kommer grundigt igennem sagen. Modellen er inddelt i 6 faser, som består af: forberedelse, introduktion, problemstillingen, løsninger, afrunding og efterbearbejdning. Den børnesagkyndige forholder sig primært undersøgende og konflikthåndterende i de første faser og indtager en mere rådgivende rolle i de sidste faser, efter at sagen er blevet grundigt belyst. 

Læs mere om familiemægling og om hvordan møderne foregår.