Fa­mi­lie­dy­na­mi­k­ker

Medlemmer i en familie påvirker hinanden. Det, den ene gør, har betydning for det, den anden gør. Det er derfor vigtigt at forstå hvordan interaktioner, mønstre og dynamikker i familien, kan have betydning, når et barn afviser den ene forælder.

Det kan fx være relevant at forstå, om et konfliktfyldt samarbejde mellem forældrene betyder, at barnet oplever at stå i en ubærlig position i midten af sine forældre. Og om der er forhold knyttet til bruddet imellem forældrene og til forældrenes håndtering af dette, der får barnet til at sympatisere med den ene forælder, og føle vrede mod den anden forælder.

Det kan være vigtigt at forstå om forældrenes egne sårede følelser, eller manglende tillid til hinanden betyder, at de ikke får støttet barnet relevant og foretaget nødvendige justeringer, i forhold til de udfordringer der kan opstå for et barn i en delt familie.

Kon­flikt mel­lem for­æl­dre

Det er vanskeligt for børn at stå i midten af forældrenes konflikt. For nogle børn skaber forældrenes konflikt en ubærlig situation, som de forsøger at undgå ved at rykke tæt på den ene forælder og ved at afvise den anden forælder.

For­skel­le i for­æl­dre­sti­le

Når børn bliver mødt med vidt forskellige tilgange af forældrene, kan det være udtryk for, at barnet ikke får dækket sine behov hos hverken den ene eller den anden forælder. For nogle børn betyder det, at de vil foretrække det ene hjem over det andet.

Ri­si­ko­fak­to­rer hos for­æl­dre

Risikofaktorer hos forældre, fx psykisk lidelse, psykopatologi og misbrug, kan påvirke forældres kapacitet til at drage relevant omsorg for barnet, og det kan have betydning for, hvordan forælderen kan samarbejde om - og til barnets bedste.

Volds­dyna­mi­k­ker i fa­mi­lien

Vold i familien påvirker børn - også når volden ikke er direkte rettet mod barnet. Når et barn afviser en forælder, kan det være udtryk for, at voldepisoder eller voldsdynamikker i familien påvirker barnets mulighed for at opleve tryghed.

Om­sorgs­hi­sto­rik­ken

Hvis en forælder tidligere ikke stabilt har kunnet yde passende omsorg for barnet, vil den anden forælder ofte have behov for at vide, at barnet er trygt i forbindelse med samvær. Hvis kommunikationen mellem forældrene bryder sammen, kan bekymringer stige, og der kan opstå risiko for kontaktbrud.

Li­vet på tværs af to hjem

Børn kan udtrykke ønske om mindre samvær, uden at det handler om, at de afviser en forælder. Det kan i stedet handle om, at samværsordningen fx ikke understøtter barnet i det, der er vigtigt for barnet i dets hverdagsliv.