Li­vet på tværs af to hjem

Livet på tværs af to hjem stiller store krav til børn. Og det stiller også store krav til forældre om at være nysgerrige på, hvordan barnets liv på tværs af de to hjem kan tilrettelægges og løbende justeres, så det bedst understøtter barnet.

Når børn udtrykker ønske om mindre samvær med en forælder, er det ikke nødvendigvis udtryk for modstand, mod den forælder barnet ønsker mindre samvær med. Men det kan skabe distance i forælder-barn-relationer, hvis barnets ønsker til samværsordningen problematiseres, eller ikke mødes med nysgerrighed fra én eller begge forældre.

• At barnet oplever ikke at kunne varetage vigtige dele af sit hverdagsliv, når barnet er hos den anden forælder. Det kan fx handle om: at skulle væk fra venner, halvsøskende, kæledyr, fritidsaktiviteter og vigtige begivenheder

• At der i det ene hjem er andre tilstede, som barnet ikke bryder sig om, eller som barnet har det svært med. Omvendt kan der også være tilfælde, hvor der i det ene hjem er andre til stede, som barnet er rettet mod og ønsker at bruge tid med. Det kan fx handle om forældres nye partnere, bonus- eller halvsøskende og dyr

• At barnet oplever en form for kulturchok, når barnet skifter mellem de to hjem, hvis der er markant forskel på fx rutiner, aktiviteter, regler, fysiske rammer eller kulturelle normer. Nogle børn kan opleve, at forskelle i de to hjem stiller så store krav til barnet om at tilpasse sig, at det bliver vanskeligt for barnet at opleve sig selv som den samme på tværs af de to hjem

• At barnet oplever, at der i det ene hjem fx er ubehagelige lugte, lyde eller mad, barnet ikke bryder sig om. For nogle børn kan sådanne sensoriske faktorer have større betydning end for andre

• At barnet oplever praktiske faktorer som en barriere for samvær. Det kan fx handle om lang transporttid mellem de to hjem eller bekymring for om den anden forælder kan varetage og tage hensyn til eventuelle særlige behov hos barnet som fx sukkersyge eller allergier.

(se fx Garber, 2024)

Hvis der er konflikt og manglende tillid i relationen mellem forældrene, kan det vanskeliggøre et koordineret syn på barnet og barnets behov, og dermed bidrage til at forældrene ikke får samarbejdet om at foretage nødvendige justeringer til barnets bedste.

Nogle gange kan barnet reagere ved at holde på sig selv under samvær og først reagere, når barnet er hjemme hos den anden forælder igen. På samme måde som det ses, når børn reagerer på at være utryg eller pressede i skole, daginstitution eller på legeaftaler, ved at holde på sig selv, og først reagere derhjemme igen. Det kan bidrage til, at forældrene oplever barnet og situationen forskelligt.

Hvis den forælder, barnet udtrykker ønske om mindre samvær med, bliver optaget af egne sårede følelser og problematiserer barnets ønske om mindre samvær, kan det ende med, at barnet føler sig presset, ikke forstået, eller får dårlig samvittighed. Det kan i sig selv bidrage til at skabe afstand imellem barnet og forælderen, og det kan bidrage til, at barnet vil trække sig yderligere i relationen.

Og hvis den anden forælder omvendt ensidigt støtter op om barnets ønsker uden først og fremmest at være nysgerrig på, hvad de er udtryk for, risikerer forælderen at overse eventuelle behov for, at samværsordningen eller forhold i et eller begge hjem justeres, for at barnet kan trives i disse.