Undersøgelser viser, at der i komplekse familieretlige sager med højt konfliktniveau er øget sandsynlighed for tilstedeværelsen af psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelser hos forældre (Fidler & Bala, 2010). Sårbarheder hos én eller begge forælder kan på forskellig vis, og i forskellige grader, påvirke forælderens kapacitet til at drage relevant omsorg for barnet.
Når Familieretshuset udreder sager, hvor der er tilstedeværelse af sårbarheder hos én eller begge forældre, er fokus på, hvad denne sårbarhed hos forælderen konkret har af betydning for forælderens mulighed for at drage passende og tilstrækkelig omsorg for barnet, samt hvad det betyder, for hvordan forælderen mere generelt kan varetage barnets behov, herunder kontakt med begge forældre.
En udredning vil i nogle tilfælde afdække og beskrive om forælderen har indsigt i egne udfordringer og mulighed for at skabe den forandring, der er nødvendig, set ud fra barnets behov. Eller om udfordringer hos forælderen må betragtes som vilkår med negativ betydning for barnet, og som barnet i nogle tilfælde fx kan have brug for at blive beskyttet imod.
Identificering af sårbarhed hos én eller begge forældre kan give vigtig information om det, der er barnets vilkår i relation til én eller begge forældre. Det er samtidig vigtigt at have for øje, at der ofte ligger komplekse årsager til grund, når et barn afviser den ene forælder. Viden om risikofaktorer hos forældre må derfor altid forstås ud fra den betydning, det har for det konkrete barn samt i forhold til de øvrige beskyttende eller belastende faktorer i barnets liv og den aktuelle situation.