Indenfor psykologien har man været optaget af at undersøge og beskrive, hvad børn har brug for fra deres forældre for at trives og udvikles.
På tværs af studier (Se Dahl & Ottosen, 2018 for review) konkluderes det, at børn, der bliver mødt med en forældrestil, der rummer både lydhørhed over for barnet og guidning af barnet, har bedre trivsel og udvikling på en lang række parametre. Omvendt ses flere negative konsekvenser hos børn, der bliver mødt med en eftergivende forældrestil præget af lydhørhed over for barnet men mangel på krav og guidning. Og særligt ses negative konsekvenser, når børn bliver mødt med en autoritær forældrestil præget af kontrol og regler og en samtidig mangel på varme og lydhørhed over for barnet.
Børn har med andre ord brug for, at en forældre møder dem med varme og lydhørhed, samtidig med at forælderen sætter passende rammer og stiller passende krav, som forælderen støtter og guider barnet ud fra.
Undersøgelser og kliniske erfaringer peger på en sammenhæng mellem forældres måde at møde barnet på og kontaktbrud: Den forælder, barnet har kontakt med, har tendens til at møde barnet med varme og omsorg (Johnston, 2005), men med manglende guidning og regulering (Fidler & bala, 2010; Frafjord, 2024). Den forælder, barnet ikke har kontakt med, har omvendt tendens til en mere rigid og autoritær forældrestil, der mangler varme og sensitivitet over for barnet (Johnston, 2005).