Hvis den ene forælder før samlivsbruddet har været begrænset involveret i omsorgen for barnet, eller ikke stabilt har kunnet tage ansvar for at yde omsorg for barnet, kan den anden forælder have brug for at vide, at barnet har det godt, når barnet skal på samvær. Hvis kommunikationen mellem forældrene bryder sammen, kan der opstå risiko for kontaktbrud.
Når børn vokser op med to hjem, betyder det for forældrene, at en del af opgaven med at passe på og yde omsorg for barnet flytter fysisk væk fra den enkelte forælder og over til den anden. Det stiller store krav til forældrenes tillid til hinanden. Når forældre mangler tillid til, at den anden forælder kan tage sig godt nok af barnet, skaber det vanskelige vilkår for at overlade ansvaret for barnet til den anden forælder og at støtte og betrygge barnet, når barnet reagerer med utryghed.
Når en forælder udtrykker bekymring for om barnet bliver passet godt nok på, når det er hos den anden forælder, kan omsorgshistorikken forud for forældrenes samlivsbrud være vigtig at forstå bekymringer ud fra. Det viser en norsk undersøgelse fra 2017 (Jevne & Andenæs, 2017).
Undersøgelsen viser, at de forældre, der bekymrer sig for, hvordan den anden forælder tager sig af barnet ofte gør det på baggrund af tidligere erfaringer med, at forælderen ikke har kunnet tage tilstrækkelig ansvar for barnet fx pga. misbrug eller vold. Den norske undersøgelse viser, at disse erfaringer kan stille den bekymrede forælder i en vanskelig situation, hvor de på den ene side forsøger at leve op til de samfundsmæssige forventninger om at understøtte barnet i at kunne have lige relationer til begge forældre, og samtidig forsøger de at få vished om og yde indflydelse på, at barnet har det godt, når barnet er hos den anden forælder.
Der kan opstå en dynamik, hvor den bekymrede forælder italesætter sine bekymringer over for den anden forælder, giver råd til forælderen, eller på forskellig vis forsøger at yde indflydelse på den anden forælders omsorg for barnet. Og hvor den anden forælder oplever at blive anklaget og fokuserer på sin ret til at være selvstændig forælder og reagerer ved at distancere sig fra den bekymrede forælder.
Det kan medføre, at den bekymrede forælders bekymringer stiger, fordi forælderen ikke får vished om, at barnet er trygt hos den anden forælder. Og det kan medføre, at den anden forælder oplever, at bekymringerne kommer ud af proportioner.
Denne dynamik kan på sigt føre til et totalt brud i kommunikation imellem forældrene, og kan i sidste ende føre til, at den bekymrede forælder forsøger at minimere barnets kontakt med den anden forælder som en sidste vej til at sikre sig, at barnet er trygt og bliver passet godt på.
Forskerne bag den norske undersøgelse peger på, at det er vigtigt, at forældres bekymringer for barnets situation i det andet hjem ikke negligeres i et entydigt fokus på at få forældre til at samarbejde. De peger på, at omsorgshistorikken i familien kan være en vigtig kontekst at forstå forældres manglende tillid til hinanden ud fra, og at det kan give vigtig viden om, hvad der skal til, for at tillid kan reetableres (Jevne & Andenæs, 2017).