Anerkendelse og inddragelse styrker børns trivsel, selvværd og handlekraft og er en grundlæggende rettighed med stor betydning for deres udvikling.
I Familieretshuset står vi bl.a. på den viden, som den tyske sociolog og filosof Axel Honneth, har begrebsliggjort med beskrivelsen af 3 former for menneskelig anerkendelse og deres betydning for den menneskelige udvikling og identitetsdannelse (Honneth, 2003; Honneth, 2006).
Den personlige anerkendelse fra familie og venner, hvor individet anerkendes som menneske og herigennem får tillid til sig selv som menneske og med følelsesmæssig værdi for andre.
Anerkendelse af barnet handler således om at anerkende barnet som aktiv aktør med rettigheder og med betydning for de sammenhænge, barnet indgår i. Anerkendelse af barnet er i rammerne af Familieretshusets virkefelt således tæt knyttet til den direkte inddragelse af barnet i forældrenes sag.
Med udgangspunkt i Harry Shiers Empowerment model (Shier, 2019) er forståelsen af børneinddragelse, at det medvirker til at skabe empowerment hos barnet gennem styrkelse af barnets holdning, barnets kapacitet og barnets betingelser og muligheder. Det kan f.eks. være styrkelse af barnets opdagelse af egne færdigheder, barnets følelse af at være parat til og at turde handle, barnets oplevelse af en høj selvfølelse, barnets adgang til viden og information samt barnets mulighed for at modtage støtte fra forældre, venner og familie.
Undersøgelser viser, at der er visse konstruktive psykologiske og psykosociale effekter for barnet af at være blevet inddraget, når der træffes vigtige beslutninger med betydning for barnets hverdagsliv. Når børn støttes til inddragelse, udvikler de selvtillid, sikkerhed og tro på egen formåen/handlekraft (Vive, 2022).
Når børn i forbindelse med inddragelse bliver respekteret for deres meninger og taget med på råd, har det betydning for deres mulighed for at udvikle sig selvstændigt, også når der er tale om svær og kompliceret stillingtagen (se f.eks. Jensen, 2014 for gennemgang af forskning).
Ifølge Unicef får børn gennem inddragelse mulighed for at udvikle en oplevelse af autonomi, selvstændighed, øget social kompetence og modstandsdygtighed (Lansdown, 2005). Når børn oplever sig kompetente ved at bidrage med deres oplevelser og synspunkter, giver det dem lyst til at leve op til andres positive forventninger, og det forstærker deres følelse af at være en betydningsfuld del af samfundet og af deres familie (Warming, Lavaud, & Fjordside, 2017).
At inddrage børn er altså en vigtig praksis, fordi vi som mennesker socialiseres ind i at kunne deltage i et demokrati, og det kræver tillærte kompetencer, som ikke er medfødte (Vygotsky, 1978). Ifølge udviklingspsykologien, udvikler børn deltagelseskompetencer netop ved at blive inddraget af mere kompetente personer omkring dem, som kan understøtte deres erfaringsdannelse omkring kompetencer, de ikke har fuldt udviklet endnu (Vygotsky, 1978).
Inddragelsen indeholder et potentiale for, at barnet udvikler færdigheder og kompetencer forbundet med at udtrykke sig og forbundet med at kunne have handlemuligheder. Inddragelsen som praksis har potentiale for at udvikle barnets forventninger til egne handlemuligheder i livet og styrker barnets selvværd (Lansdown, Berman Bieler & Mitra 2013; Børnerådets håndbog, 2016).
Forskning viser, at når børn ikke inddrages, kan det få emotionelle konsekvenser (som f.eks. angst og stress). Det kan farve deres opfattelse af verden og dem selv som personer i en negativ retning (Vive, 2022).
Når et barn ikke inddrages og lyttes til, er der større risiko for, at barnet føler sig overset og usynlig samt mister troen på at være medspiller i eget liv såvel som i et demokratisk samfund. Børn, der ikke inddrages, har høj risiko for at miste troen på, at det er muligt at samarbejde med voksne (Børnerådet, 2012) . Børn, der ikke inddrages, kommer nemmere til at føle sig alene med de problemer, de oplever, og de bliver overladt til egne forestillinger om problemernes karakter. Børn forbinder dette med følelser som skyld, sorg, savn og angst (Se f.eks. Jensen, 2014).
Hanne Warming, som har forsket i børns perspektiver og inddragelse, understreger, at inddragelse af børn er vigtig både i forhold til barnets livskvalitet her og nu, men også fordi det er en grundlæggende menneskerettighed for os alle, at blive lyttet til og få indflydelse på beslutninger, der vedrører vores liv (Warming, 2011).
Børn, der er vokset op med omgivelser, som interesserer sig for deres behov og følelser, bliver ved med at være gode til at udtrykke sig og udvikler denne kompetence videre. Børn der omvendt oplever, at der ikke er nogen der interesserer sig for deres perspektiver, holder omvendt op med at give udtryk for dem (2005, Lawson).
Denne viden er med til at underbygge, at barnet oplever at blive inddraget i beslutninger med betydning for barnets hverdagsliv. I tilfælde, hvor et barns forældre af forskellige årsager ikke er i stand til at støtte barnet til at blive inddraget, er det Familieretshusets opgave at sikre barnets ret til at blive inddraget, sådan at barnets udvikling, kompetence og voksende selvstændighed fremmes gennem realiseringen af den ret, barnet har til guidning, information og til at udtrykke sig.
Når forældre er i krise eller konflikt, kan de ofte have vanskeligt ved at fokusere på deres børns behov, og i disse tilfælde spiller Familieretshuset en vigtig rolle i at identificere barnets behov for information og guidning samt for at komme til orde i familieretlige sager.
Inddragelse styrker altså børns udvikling som individer i deres eget liv såvel som i relation til betydningsfulde voksne omkring dem og i samfundet som helhed.
Når vi inddrager børn i forbindelse med at der skal træffes beslutninger om deres liv, så lever vi op til FN’s børnekonventions grundlæggende værdier om at vi skal behandle børn som lige så værdifulde mennesker som voksne. For at leve op til at anskue barnet som et subjekt og ikke objektgøre eller dehumanisere barnet, har vi en etisk forpligtelse til ikke kun at tale om barnet men med barnet.
Barnet er en medborger i vores demokrati og har ytringsfrihed på samme måde som voksne, og de har, som det fremgår af Børnekonventionen, ret til at udtale sig om forhold, der vedrører dem som individer.
På den måde er børneinddragelsen en etisk forpligtelse, som både tjener det enkelte barn som individ og den større samfundsmæssige sammenhæng. Inddragelse af alle børn bidrager nemlig med et syn på barnet fra et menneskerettighedsperspektiv til opbygningen af fredelige og demokratiske samfund, som respekterer menneskerettighederne som gensidige og fælles. Inddragelse bidrager til en respektfuld kultur i samfundet, hvor alle relevante parter bliver inddraget, når der skal træffes beslutninger (Lansdown, Berman Bieler & Mitra, 2013).
Forskning, der beskæftiger sig med børns oplevelser af inddragelse, viser, at børn ønsker at være inddraget og have indflydelse på beslutninger, der vedrører deres eget liv (Vive, 2022; Børnerådet, 2012).
