Alle børn skal kunne inddrages og høres på deres egne præmisser. Det kræver forskellige tilgange, så også sårbare børn får lige muligheder for at blive forstået.
Familieretshusets syn på børn udspringer af en forståelse af, at alle børn er i stand til at udtrykke sig, og det er vores opgave at hjælpe dem med at komme til udtryk på en måde, der passer til lige netop dét barn.
Forskellige børn har forskellige adgange til at blive inddraget generelt til trods for, at alle grupper af børn har ønsker om at blive inddraget (Vive, 2022; Vive 2023; Falster, Vagtholm & Warming, 2022; Heimer, Näsman & Palme, 2018). I forskning ses der en negativ sammenhæng mellem socialbelastende baggrundsforhold og inddragelse; børn og unge med store udfordringer oplever sig mindre inddraget. Det samme gælder børn med funktionsnedsættelser herunder psykiske diagnoser (Vive, 2022; Kissow & Klasson, 2021; Lansdown, Berman Bieler & Mitra, 2013). Nogle børn med funktionsnedsættelser er udelukket fra processer, der er afhængige af talesprog, og de udsættes for en højere grad af indgriben fra forældre og personale, der er mere tilbøjelige til at yde pleje end til at lytte aktivt.
Ifølge Vives vidensindsamling om inddragelse af børn er der i professionelles arbejde med børn en præference for brug af visse redskaber og metoder, hvilket afskærer nogle børn fra at kunne gøre brug af den hjælp, den voksne tilbyder til at bruge retten til at udtrykke sig (Vive, 2022).
Vive fremhæver barndomsforskningens kritik af begrebet ”børns stemmer”, med risiko for, at det verbale sprog bliver tillagt særlig vægt, og man dermed skaber en forståelse, som ignorerer, hvordan børn kan udtrykke sig på andre måder, såsom gennem stilhed eller kropssprog.
Barnets ret til inddragelse, som fremgår af Børnekonventionens artikel 12 omfatter også ikke-verbale kommunikationsformer såsom kropssprog, ansigtsudtryk, berøring, tegnsprog, leg eller tegning, fordi nogle børn har præference for disse måder at udtrykke sig på (Lansdown, Berman Bieler & Mitra, 2013).
Undersøgelser viser, at også yngre børn generelt oplever sig mindre inddraget end ældre børn (Vive, 2022; Lansdown, Berman Bieler & Mitra, 2013). Forskning viser, at yngre børn kan udtrykke indsigt i konsekvenserne af beslutninger, der påvirker dem. De er endda i stand til at træffe disse beslutninger, hvis de støttes ordentligt af de voksne omkring dem (Lansdown, Berman Bieler & Mitra, 2013).
Når det ikke er muligt at efterkomme børns synspunkter, bør de altid informeres om beslutningen og årsagerne til den. Beslutningstagere skal ikke alene høre det, barnet siger, men også tillægge det passende vægt . Det betyder, at der skal lyttes til barnet, og at de, som er involverede i beslutningsprocessen, aktivt skal lytte til, hvad barnet siger. Her er det ikke kun barnets verbale kommunikation, der skal lyttes til, men også andre former for kommunikation såsom observation af kropssprog. Særligt, når der er tale om mindre børn, kræver det, at de voksne har tålmodighed og kreativitet og viser interesse for barnets interesser, forståelsesniveau og barnets fortrukne kommunikationsformer (jf. §5 i forældreansvarsloven og artikel 12 i Børnekonventionen).
Børn med etnisk minoritetsbaggrund oplever at have særligt svært ved at få lov at udtrykke deres ønsker og oplevelser, idet de oplever at blive mødt af normative forståelser baseret på kulturelle forestillinger om etnicitet (Vive, 2022).
Det, at børn er forskellige og har forskellige forudsætninger og adgang til at blive inddraget, gør det særligt vigtigt, at vi i Familieretshuset formår at møde alle børn på en måde, der passer til dem hver især. For at kunne give børn de samme muligheder for at udtrykke sig, har forskellige børn brug for at blive mødt forskelligt. At lytte til alle børn forudsætter, at vi kan benytte flere forskellige redskaber og metoder for at give børnene den støtte, der passer lige netop til det enkelte barns behov for til at kunne udtrykke sig og føle sig hørt (Vive, 2022; Lansdown, Berman Bieler & Mitra, 2013; Heimer, Näsman & Palme, 2018; Grauballe, 2025).
