Børn har særlig viden om eget liv og perspektiv. De voksne skal lytte, indleve sig og støtte barnet i at forstå sig selv.
En forståelse af barnet som kompetent refererer også til en forståelse af, at barnet har en særlig viden om sig selv og sit hverdagsliv. Barnet har særlig indsigt i de arenaer, barnet agerer i, samt i egne tanker, følelser, og drømme (Warming, 2019). Barnet har ikke kun en særlig indsigt i sig selv og sit liv, men også en særlig indsigt i det at leve et børneliv og særligt barnets eget børneliv. Barnet lever store dele af sit liv i andre arenaer end de voksne (f.eks. i daginstitutioner, skoler, vennegrupper), og disse arenaer ser anderledes ud, end da nutidige voksne selv var børn. Derfor må voksne bede barnet om hjælp og nærme sig barnets levede børneliv med en ydmyghed og en tilgang til, at barnet besidder viden, som den voksne ikke direkte har adgang til (se fx Warming, 2019).
Den særlige viden, som barnet besidder om sig selv og sit levede (børne-)liv er en viden, som den voksne med Warmings begrebsliggørelse kan forsøge at nærme sig udefra og tilstræbe at nærme sig indefra (Warming 2011). I de voksnes forsøg på at tage barnets perspektiv, vil der altid indgå en tolkning. Barnets indefra-perspektiv indeholder dermed en anden indsigt end den, som den voksnes perspektiv på barnet kan bibringe.
Det er ikke givet, at barnet allerede fra fødsel har udviklet alle potentielle kompetencer og kan gøre brug af disse. Barnet fødes med nogle basiskompetencer til at udvikle sig i gensidigt samspil med sine omgivelser (Sommer, 2004). Blandt andet har Sterns forskning vist, hvordan barnet i et gensidigt og afstemt samspil med sine omsorgspersoner kan udtrykke og udvikle gradvis mere forståelse af egne indre tilstande (Stern, 2000).
Med begrebet om affektiv afstemning beskriver Stern blandt andet den proces, hvor den voksne indlever sig i barnets følelsesmæssige tilstande, mærker det i sig selv, og herefter spejler barnets indre tilstande til barnet. På den måde bliver barnet opmærksom på sine indre tilstande og udvikler gradvis mere forståelse for, hvad de er udtryk for, samt strategier til at regulere disse.
Med afsæt i bl.a. Sterns teori og begreb om affektiv afstemning er udgangspunktet således, at barnet er kompetent til at agere og udtrykke indre tilstande i sociale relationer. Men der ligger også en indlejret forståelse af, at barnet har behov for voksne, der ikke bare lytter, men indlever sig i barnet og spejler dette tilbage til barnet som en delt oplevelse, for at barnet styrkes som kompetent på egne behov.
Der er ikke tale om, at den voksne skal overtage barnets perspektiv eller nødvendigvis være enig med barnet. Der er tale om, at den voksne tilstræber sig at forstå barnet og leve sig ind i barnets perspektiv, så barnet får mulighed for at forholde sig til sit perspektiv som en delt oplevelse. Det giver mulighed for, at barnet – med den voksne som sparringspartner – kan gøre sig refleksioner med afsæt i barnets oplevelsesnære indsigt, dvs. i forhold til det, barnet oplever, føler, tænker osv. Der er ikke tale om, at den voksne skal belære barnet, men om at den voksne skal skabe et rum, hvor barnet får mulighed for at forholde sig til og reflektere over eget perspektiv. Samtidig ligger der en forpligtelse hos den voksne til at bevare en åbenhed for at lære af barnets perspektiv.
Anskuelsen af barnet som kompetent skal ikke tolkes som udtryk for, at barnet skal have ansvaret for egen udvikling og læring, eller at barnet skal have selvbestemmelse.
Forskning viser i tråd med dette, at hovedparten af børn gerne vil inddrages, men ikke ønsker at have ansvar for beslutninger (Tisdall, et al., 2004).
