Familieretshuset ser barnets udvikling som et samspil mellem medfødte forudsætninger og relationer, hvor tidlige omsorgspersoner er særligt afgørende.
I Familieretshuset mener vi, at børn og barndom har værdi i sig selv, på samme måde som voksne og voksenlivet har værdi. Dette blik på børn og barndommen tager afsæt i den nye barndomsforskning. En forskningsretning, som tager en tværfaglig tilgang med primært udgangspunkt i barndomssociologien men med rødder i antropologi, kritisk psykologi, socialpsykologi, etnografi og kulturstudier.
Barndomsforskningen opstod i 1980’erne som en kritik af både den klassiske udviklingspsykologi, som helt overordnet forstår børn som fremtidige voksne, og med den traditionelle sociologi, som forstår børn som passive modtagere af de voksnes socialisering.
Barndomsforskningen gør op med tænkningen fra klassiske udviklingspsykologiske teorier om børn; at børn udvikler sig i faser og først er et helt menneske, når alle faser er gennemgået.
I barndomsforskningen lægger man dermed vægt på at forstå barndom som et socialt fænomen frem for blot en livsfase, som skal lede til en mere fuldkommen ”tilstand” eller ”væren” i verden (Chistensen & James, 2000; James et al., 1998). Børn betragtes som aktive, sociale væsner, der ikke blot er modtagere af påvirkning, men også påvirker deres omstændigheder, deres relationer og det samfund, de er en del af (James & Prout, 1990).
Et hovedtema i barndomsforskningen er, at børn ikke skal reduceres til alene at være det, som inden for feltet betegnes som ’becomings’ (altså personer, der er under udvikling til fremtidige voksne), men at de bør ses som ’beings’, og dermed opfattes som personer, der er i verden på samme måde som andre.
I barndomsforskningen bruges begrebet ’generationsorden’ til at beskrive den magtstruktur, som ligger indbygget i at se på barndommen som underordnet voksenalderen. Der er fokus på at vise, hvordan det at tilhøre en bestemt generation kan have samme typer af virkninger, som det at tilhøre bestemte køn, klasser eller racer mm. – hvilket kan resultere i socialt og kulturelt båret diskrimination af visse grupper af mennesker.
Begrebet ’ageism’ benyttes om den diskrimination, som børn udsættes for, hvor voksendom er normen, det der tilstræbes, og dermed det ideal, som børn måles op imod. Voksendom er i den klassiske forståelse anset for at være det naturlige og normbærende, mens barndom er det, der adskiller sig herfra (Sundhall, 2017). Dermed kommer voksne normer og den voksne position til at sætte grænser for børns muligheder.
Når vi i Familieretshuset ønsker at leve op til Børnekonventionens sikring af, at børn ikke udsættes for diskrimination, er vi forpligtede til at tage stilling til den tænkning, vi anvender, i tråd med det barndomsforskningen bringer frem (Laura Lundy, 2007).
Et begreb, som er vigtigt at kende til i denne sammenhæng, er begrebet ’childism’. Dette begreb udfordrer, at børn og barndom i vores tænkning og kultur konstrueres som irrationel og uciviliseret – i modsætning til voksendom, der konstrueres som civiliseret, fornuftig og normbærende. I brugen af begrebet afviser man ikke, at der er forskelle på børn og voksne, f.eks. i forhold til krop, hjernens udvikling, livserfaring mm. Men det afvises, at man kan forstå det enkelte barn ud fra en kasse- eller kategoritænkning, som indeholder alle børn (Wall, 2019; 2021). Brugen af begrebet childism ligger i forlængelse af barndomsforskningen, men bevægelsen indebærer et mere fundamentalt opgør med børns hidtidige position. Der er et mere transformativt sigte i childism og også et ønske om yderligere empowering af børn.
Generationsordenen, childism og ageism er alle begreber, der kan skærpe vores blik for, hvilke barrierer der er, for at børns opfattelse af verden kan ses som et selvstændigt indblik, der er lige så værdifuldt som de voksnes måde at opfatte verden på. Viden om og indsigt i begreberne og deres anvendelse kan hjælpe os med at overvinde disse barrierer, så de børn, vi har kontakt med, behandles ligeværdigt med voksne. Dette er ikke det samme som, at børn skal behandles på samme måde som voksne – tværtimod vil der være fokus på, at det enkelte barn skal mødes ud fra netop dette barns forudsætninger og behov og ikke ud fra en generaliseret forestilling om behov og forudsætninger i ”barndommen” og hos ”børn”.
