Barnets udvikling formes i relationer, hvor tryg tilknytning skaber grundlag for trivsel, læring og følelsesmæssig regulering.
Forståelsen af, at børn udvikler sig i relation med deres omsorgspersoner, blev for alvor grundlagt med John Bowlbys tilknytningsteori (Bowlby, 1969; Cassidy, 2016).
Tilknytningsteorien beskriver, at barnet fra fødslen via gråd og smil er disponeret til at forsøge at aktivere dets omsorgspersoner til at beskytte det. Et nyfødt barn er hjælpeløst og dybt afhængigt af nære omsorgspersoner. Det er derfor nødvendigt for barnet, at det kan vække følelser af omsorg og trang til at beskytte barnet i andre mennesker. Barnets erfaringer i samspillet med barnets omsorgspersoner bliver til konkrete forventninger om andres parathed til at give omsorg, tryghed og forståelse. Erfaringer som former barnets måde at indgå i relationer til andre på.
I en tryg tilknytningsrelation oplever barnet at blive passet på og at have en tryg base, som verden kan udforskes ud fra. Den sikre base hjælper barnet med at organisere og regulere negative følelser. Når barnets tilknytningsbehov opfyldes tilstrækkeligt, kan det bruge sin energi på at udforske verden, være nysgerrig, lege og lære.
En tryg tilknytning udgør en udviklingsfremmende og beskyttende faktor i barnets udvikling (Holstein et al., 2021).
Med udviklingspsykolog Daniel Sterns nyere spædbarnsforskning, kom der viden om, hvad der helt præcist sker i samspillet og udgør det udviklingsfremmende samspil (Stern, 2000). Gennem videoanalyser af tidlige mor-barn-samspil blev det muligt at komme helt tæt på, se og beskrive samspillets mikroniveau gennem korte, små sekvenser af subtile samspilsmønstre. Denne forskning viser, hvordan samspillet består af synkroniserede adfærdsmønstre, som ingen tidligere har været opmærksomme på.
Omsorgspersonen indgår i en asymmetrisk relation med barnet og gør den største indsats for at kommunikere med barnet på en måde, der hjælper barnet med at definere sig selv og til at regulere egne følelser (Hart, 2006). Barnet har en medfødt evne til at opdage og forudsige, hvad der gentager sig, og hvad det kan forvente. Gennem gentagne og subtile samspilssekvenser med omsorgspersonen udvikler barnet forventninger om regulering i samspillet med andre.
