Børn som aktive og kompetente medskabere af egen udvikling i samspil med sine omgivelser
Når man fremhæver relationers betydning for barnets udviklingsbetingelser, er det vigtigt at understrege, at barnet ikke anses som passiv modtager af omsorgspersonernes påvirkning. Barnet anses som aktiv aktør, der påvirker samspillet med andre og dermed egne udviklingsbetingelser.
Tidligere så man på børn som skrøbelige, afhængige og udsatte væsner. Denne forståelse af barnet havde man blandt andet ud fra sociale indlæringsteorier, hvor barnet blev beskrevet som en ”ren tavle”, der fra fødslen var set som passiv modtager af påvirkning fra miljøet.
Forståelsen kom også fra socialiseringsteorier, som anskuede barnet som en nybegynder, der skulle formes gennem opdragelse fra sine omsorgspersoner. En anden vigtig kilde til denne forståelse var psykoanalytiske teorier, der anså barnet for at være en biologisk, driftsstyret organisme uden tidlige evner til ægte personlig og social kommunikation (Sommer, 2004).
I et moderne udviklings- og barndomspsykologisk perspektiv er forståelsen af barnet en anden.
Gennem udviklingspsykologisk forskning og teori har man fundet frem til, at børn lige fra den helt spæde start i livet er kompetente aktører i deres eget liv, som både aktivt bearbejder indtryk og påvirker sine omgivelser og relationer (Stern, 2000; Trevarthen, 1979).
Dette syn på børn og denne udviklingsforståelse gennemsyrer det børnesyn, som Familieretshuset står på i dag.
Med paradigmeskiftet i psykologiens børnesyn, der fandt sted i 1960’erne og i de efterfølgende årtier fulgte et syn på barnet som både aktør i eget liv og kompetent .
Psykologisk forskning har siden hen vist, at børn på en række udviklingsdomæner er mere kompetente end tidligere antaget. Både Trevarthen og Stern har for eksempel med udgangspunkt i undersøgelser af spædbarnets interaktioner med dets omsorgspersoner vist, at børn fra begyndelsen har de kompetencer, der skal til, for at være i, påvirke og lære af sociale relationer (Stern, 2000; Trevarthen, 1979). Udvikling er ikke noget, der påtvinges eller overføres til barnet. Barnet er deltager i sin egen udviklingsproces og udviklingen sker i en gensidig proces mellem barnet og omverdenen. Barnet kan med dette afsæt forstås som aktør i, og medskaber af, eget liv – fra en helt tidlig alder.
