Fa­mi­li­e­rets­hu­set kan fast­sæt­te bør­ne­bi­dra­get, hvis I er eni­ge om det

Børnebidrag er et bidrag, den ene forælder betaler til den anden, hvis de ikke bor sammen. Forældre har nemlig pligt til at forsørge deres børn, uanset om de bor sammen med barnet eller ej.

Som forældre kan I selv lave en aftale om børnebidrag eller indsende en enighedsansøgning. I skal være enige om fastsættelsesdatoen og bidragets størrelse.

Hvis I ikke kan blive enige, kan Familieretshuset hjælpe jer med at fastsætte børnebidragets størrelse.

Ansøg om fastsættelse af børnebidragets størrelse til et barn under 18 år, som du er forælder til, når I er enige om det.

Hvem kan søge?

Hvis I er enige om fastsættelsestidspunktet og børnebidragets størrelse, kan I søge Familieretshuset om at fastsætte bidraget i overensstemmelse med jeres enighed.

Familieretshuset sagsbehandler ikke sagen. I stedet anbefaler vi, at I læser om, hvilke oplysninger, der er afgørende, når Familieretshuset fastsætter et børnebidrag.

Samværets omfang

Hvis barnet opholder sig nogenlunde lige meget hos begge forældre, og I begge opfylder jeres forsørgelsespligt, fastsætter Familieretshuset som udgangspunkt ikke bidrag. Hvis barnet kun overnatter fire-fem gange hos den ene forælder over en 14-dages periode, vil vi normalt fastsætte børnebidrag. Den forælder, som har barnet hos sig fem dage eller færre over en 14-dages periode, opfylder som udgangspunkt ikke sin forsørgelsespligt.

Hvis den forælder, der ikke har barnet hos sig, betaler børnebidrag, har han eller hun ikke pligt til at betale andre udgifter, ud over udgifter i forbindelse med samvær.

Tidspunktet for fastsættelse

Vi regner fra den dag, den bidragsudløsende begivenhed sker. Det kan eksempelvis være:

  • forælders samlivsophævelse
  • ophør af forsørgelsen af barnet
  • ophør af en samværsordning, hvor barnet opholdt sig nogenlunde lige meget hos hver forælder
  • barnets flytning fra den ene forælder til den anden.

Modtager Familieretshuset din ansøgning om fastsættelse af børnebidrag senest to måneder efter den bidragsudløsende begivenhed, fastsættes børnebidraget fra den dato.

Hvis du ansøger senere end to måneder efter den bidragsudløsende begivenhed, fastsættes bidraget fra den dato, vi modtager ansøgningen i Familieretshuset.

Beregning af børnebidragets størrelse

Når vi fastsætter et bidrag, der er større end normalbidraget, vil bidraget altid udgøre normalbidraget + en procentsats af normalbidragets grundbeløb.

Et børnebidrag fastsættes med månedsvis forfald forud.

Beregning af indkomsten for den, som skal betale børnebidrag

Betalers indkomst omfatter alle indtægter, herunder lønindkomst, bonus, honorarer, renteindtægter, aktieudbytte, over- og underskud ved personlig virksomhed samt i selskaber, som betaler har bestemmende indflydelse over. Dette gælder også selskaber, som betaler indirekte ejer via andre selskaber.

Der gælder særlige regler, hvis betaler har en skattefri indkomst.

Barnet flytter

Når et barn flytter fra den ene forælder til den anden, vil bidraget bortfalde fra første betalingsdag efter flytningen. Det gælder også, selvom ansøgningen om bortfald indsendes efter dette tidspunkt. Baggrunden for reglen er, at den forælder, der har haft barnet boende, efter flytningen ikke længere forsørger barnet i hjemmet. Derfor kan denne forælder heller ikke have en berettiget forventning om fortsat at modtage bidrag til barnet.

Flytter barnet på bidragets betalingsdag, eksempelvis den 1. i måneden, bortfalder bidraget som udgangspunkt fra den næste betalingsdag. Kun hvis der er helt særlige omstændigheder, kan bidraget efter en konkret vurdering bortfalde fra den betalingsdag, der er sammenfaldende med flyttedatoen.

Det er ikke et krav, at adressen er ændret i CPR.

Når barnet er på efterskole

Det klare udgangspunkt er, at der ikke kan fastsættes børnebidrag eller ske forhøjelse af et bidrag alene på grund af et barns efterskoleophold. Det afhænger derfor af en konkret vurdering.

Vi kan oplyse, at hvis barnet kun er hjemme i weekenderne, og i den resterende tid opholder sig på efterskolen, er udgangspunktet, at der ikke er tale om en deleordning eller en tilnærmelsesvis deleordning (7-7 eller 8-6-ordning). Dette gælder også, selvom barnet er hver anden weekend hos bidragsbetaleren og hver anden weekend hos bidragsmodtageren.

Udgangspunktet er derfor, at bidragsbetaleren ikke opfylder sin forsørgelsespligt over for barnet på grund af samværets omfang. Dette gælder også, selvom bidragsbetaleren afholder udgifter til barnets forsørgelse.

Hvis begge betaler efterskoleopholdet, vil det være en konkret individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Ophør af børnebidrag

Børnebidraget ophører automatisk ved barnets 18. år.