Når Familieretshuset etablerer værgemål for en person, betyder det, at personen får en værge, der kan træffe beslutninger på vedkommendes vegne. Men det gælder kun for de områder, der er omfattet af værgemålet.
Et værgemål skal altid laves, så det er mindst muligt indgribende. Værgemålet kan omfatte personlige forhold, økonomiske forhold eller begge dele, og man kan helt eller delvist blive frataget den retlige handleevne. Det er vigtigt at være opmærksom på, at et værgemål mere eller mindre kan skræddersyes til at passe til den enkelte person i den situation, personen befinder sig i.
Ved langt de fleste værgemål er personen stadig myndig og kan derfor fortsat selv træffe beslutninger på egne vegne. Personen har normalt også stadig stemmeret.
Hvis du har brug for at kunne hjælpe en af dine nærmeste med forskellige opgaver, som han/hun ikke længere kan varetage selv, kan du søge om en attest, der giver dig mulighed for f.eks. at varetage personlige forhold og betale bolig- eller forsyningsudgifter. Du skal som pårørende søge om at få en sådan attest hos Familieretshuset. Her på siden kan du læse om, hvordan du gør og hvilke muligheder attesten giver dig.