Selvom faderskabet eller medmoderskabet allerede er registreret eller anerkendt ved barnets fødsel, kan du som medmor protestere. Det skal ske inden seks måneder fra barnets fødsel.
En registrering af faderskaber/medmoderskab er ikke bindende, før der er gået seks måneder fra barnets fødsel. Reglen gælder både for gifte og ugifte parter.
Det betyder, at der er mulighed for at gøre indsigelse mod registreringen af faderskabet/medmoderskabet ved at ansøge Familieretshuset senest seks måneder fra barnets fødsel. Er du i tvivl, om et allerede registreret faderskab/ medmoderskab, skal du udfylde og indsende indsigelsesblanketten. Her kan du finde indsigelseblanket
Efter barnets første halve leveår kan medmoderssagen alene genoptages i særlige tilfælde.
Når Familieretshuset har modtaget en anmodning om genoptagelse af medmoderskabet, vurderes det, om sagen kan genoptages.
Det er et krav, at der i forbindelse med genoptagelsen oplyses en anden mulig far eller medmor.
Her kan du finde genoptagelsesblanket
Er barnet registreret med ukendt far, og anmoder moren, barnet eller barnets værge eller en kvinde, som mener at kunne være medmoder til barnet, om genoptagelse af sagen, vil udgangspunktet være, at sagen kan genoptages. Genoptagelsen kan dog kun finde sted, hvis det antageliggøres, at en bestemt mand kan blive barnets far eller en bestemt kvinde kan blive barnets medmor.
Er medmoderskabet tidligere registreret eller fastslået ved dom, og er moren, barnet eller barnets værge og den kvinde, der hidtil er anset som medmoder, enige om, at sagen skal genoptages, kan Familieretshuset tage stilling til, om sagen kan genoptages. Genoptagelsen kan kun finde sted, hvis det sandsynliggøres, at en bestemt mand kan blive barnets far eller en bestemt kvinde kan blive barnets medmor.
Er der sket en fejl i forbindelse med registrering af medmoderskabet til et barn, der kan have betydning for, hvem der er registreret som medmor, kan Familieretshuset ved ansøgning herom tage stilling til, om sagen kan genoptages. Genoptagelsen kan kun finde sted, hvis anmodningen er modtaget inden tre år fra barnets fødsel, samt at det sandsynliggøres, at en bestemt mand kan blive barnets far eller en bestemt kvinde kan blive barnets medmor.
Er medmoderskabet tidligere registreret eller fastslået ved dom, kan moren, barnets værge, faren eller medmoren inden tre år efter barnets fødsel, anmode om, at sagen genoptages, hvis der er kommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at give sagen et andet udfald. Familieretshuset vil i forbindelse med sagsbehandlingen se på forskellige forhold som fx hvor lang tid, der er gået siden barnets fødsel, hvor meget kontakt, der er mellem medmor og barn osv. Det vil desuden også have betydning, om det kan forventes, at barnet kan få en anden far eller medmor, hvis sagen genoptages.
Er barnet på ansøgningstidspunktet over tre år, vil sagen om medmoderskabet kunne genoptages, hvis der kan anføres ganske særlige grunde til, at anmodningen ikke er fremsendt tidligere. Familieretshuset vil i så fald vurdere om begrundelsen herfor er tilstrækkelig til en genoptagelse af sagen. Herudover vil Familieretshuset på forskellige forhold som f.eks. hvor lang tid, der er gået siden barnets fødsel, hvor meget kontakt, der er mellem medmor og barn osv. Det vil desuden også have betydning, om det kan forventes, at barnet kan få en anden far eller medmor, hvis sagen genoptages. Endelig må genoptagelsen ikke medføre væsentlige ulemper for barnet.
Der er tale om en særdeles restriktiv praksis for at gå genoptaget en faderskabssag, når barnet er over tre år.