Hvis du gerne vil have den fulde forældremyndighed, men I ikke er enige, kan du sende en ansøgning til Familieretshuset. Det er dog kun i særlige tilfælde, at en forælder får den fulde forældremyndighed.
Hvis du søger om fuld forældremyndighed, vil I i langt de fleste tilfælde blive indkaldt til et møde i Familieretshuset.
Vi vil se på, hvad der er bedst for jeres barn. Det er kun i få særlige tilfælde, at en forælder får den fulde forældremyndighed. Vi vil forsøge at hjælpe jer med at finde en løsning, I begge kan samarbejde om.
Hvis det ikke lykkes at finde en løsning, sender Familieretshuset sagen videre til familieretten.
Det er kun familieretten, der kan afgøre, om forældremyndigheden skal ændres.
Familieretshuset kan ikke behandle alle ansøgninger om ændring af forældremyndigheden. Det kræver som udgangspunkt, at der er sket væsentlige ændringer i barnets forhold, eller at det vurderes at være bedst for barnet. Hvis ikke, skal vi afvise ansøgningen. Det gør vi for at beskytte barnet mod langvarige konflikter mellem forældrene.
Familieretshuset har også en række tilbud, der kan hjælpe jer med jeres samarbejde.
Børnesagkyndig rådgivning kan hjælpe jer med at få et bedre samarbejde om jeres barn. Rådgivningen tager udgangspunkt i jeres situation og det, I har brug for hjælp til. Det kan for eksempel være, at samarbejdet er svært, at I er uenige om, hvad der er bedst for barnet, eller at I er bekymrede for, hvordan barnet trives i den nye familiesituation.
Rådgivningen er gratis og frivillig. I behøver ikke at have en sag i Familieretshuset, og der vil ikke blive oprettet en sag, fordi I får børnesagkyndig rådgivning. Målet er at hjælpe jer med at finde gode løsninger for jeres barn.
Den børnesagkyndige rådgivning er tænkt til jer begge, men det er også muligt at få hjælp alene.
Læs mere og søg om at få børnesagkyndig rådgivning her.
Konfliktmægling kan hjælpe jer, hvis I ønsker at blive bedre til at samarbejde eller finde løsninger på de uenigheder, I har om jeres barn. I bestemmer selv, hvad I vil tale om, og hvad I gerne vil opnå.
I vil få hjælp med at tale sammen på en måde, der kan give jer en bedre forståelse af hinandens synspunkter og gøre det lettere at finde løsninger. Familieretshuset vil til gengæld ikke træffe beslutninger på jeres vegne.
Konfliktmægling er frivillig og gratis. I behøver ikke at have en sag i Familieretshuset for at benytte tilbuddet, og der bliver ikke oprettet en sag, fordi I deltager i konfliktmægling.
Læs mere og søg om konfliktmægling her.