Fastsættelse af beklædningsbidrag

Beklædningsbidrag er et bidrag, den ene forælder betaler til den anden, hvis barnet ikke skal konfirmeres, og hvis forsørgelsespligten ikke er opfyldt, når barnet er i konfirmationsalderen (mellem 13 og 15 år).

Hvornår kan du søge om beklædningsbidrag?

Du kan søge om beklædningsbidrag, hvis en forælder ikke opfylder sin forsørgelsespligt, når barnet når konfirmationsalderen.

Det er en forudsætning, at du betaler udgifterne, at barnet ikke er konfirmeret, og du enten har forældremyndigheden eller har barnet lovligt i pleje.

For at have et barn under 14 år lovligt i pleje i en sammenhængende periode ud over tre måneder, er det en betingelse, at du har en plejetilladelse fra kommunen.

Ved større børn fortolkes betingelserne for at have et barn lovligt i pleje mere lempeligt.

Beklædningsbidraget fastsættes, selvom betalerens økonomiske forhold er dårlige.

Hvornår gælder det fra?

Modtager Familieretshuset din ansøgning fra barnet fylder 13 år til dagen, hvor barnet fylder 15 år, er ansøgningsfristen overholdt.

Indsender du ansøgningen senere, mister du retten til at få fastsat beklædningsbidrag.

Forældremyndighed

Når du har forældremyndigheden alene, vil Familieretshuset normalt fastsætte beklædningsbidrag, hvis du har haft udgifter i anledning af, at barnet har opnået konfirmationsalderen.

 

Hvis den anden forælder har haft udgifter i forbindelse med barnets opnåelse af konfirmationsalderen, tager Familieretshuset kun hensyn til dem, hvis der er indgået en aftale med dig, der har forældremyndigheden.

Bidragets størrelse

Beklædningsbidraget i 2026 er 4.449 kr. Det svarer til 3 gange normalbidragets grundbeløb.

Opsparing

Familieretshuset kan afslå en ansøgning, hvis betaler har indbetalt til en opsparing. Alternativt give fradrag i bidraget alt efter bidragsbetalers andel af opsparingen.

 

Opsparingen skal være oprettet til at dække udgifterne ved opnåelse af konfirmationsalderen og komme til udbetaling, når barnet fylder 14 år.

Betaling af bidraget

Bidraget skal betales direkte til modtageren. Hvis bidraget er fastsat af Familieretshuset, skal bidraget betales straks. Betales bidraget ikke, kan modtageren anmode Udbetaling Danmark om at lægge ud for beklædningsbidraget.

Eksempler

Eksempel 1

Morten bor ved sin mor. Moren har forældremyndigheden alene. Morten ønsker ikke at blive konfirmeret. I forbindelse med at Mortens klassekammerater skal konfirmeres, søger Mortens mor fastsat et bidrag. Morten er 14 år. Familieretshuset fastsætter et beklædningsbidrag.

 

Eksempel 2

Betina bor ved sin far. Faren har forældremyndigheden alene. Betina ønsker ikke at blive konfirmeret. I forbindelse med at Betinas klassekammerater skal konfirmeres, søger Betinas far fastsat et bidrag. Betina er 15 år. Familieretshuset afviser at fastsætte et beklædningsbidrag, fordi Betina allerede er fyldt 15 år.

Hvad er sagsbehandlingstiden?

Ansøg om beklædningsbidrag

Ansøg nu