At­test til nær på­rø­rende

Hvis du har brug for at kunne hjælpe en af dine nærmeste med forskellige opgaver, som han/hun ikke længere kan varetage selv, kan du søge om en attest, der giver dig mulighed for f.eks. at varetage personlige forhold og betale bolig- eller forsyningsudgifter. Du skal som pårørende søge om at få en sådan attest hos Familieretshuset. Her på siden kan du læse om, hvordan du gør og hvilke muligheder attesten giver dig.

Hvad kan man foretage med en attest til nær pårørende?

Eksempler på økonomiske beslutninger, du kan foretage:

  • Du kan betale private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter, såsom et alment boligselskab eller et forsyningsselskab.
  • Du kan betale ydelser på realkreditlån, betale husleje, el, vand og varme.
  • Du kan betale forsikringspræmier og udgifter til telefon- eller internetabonnementer.
  • Du kan betale udgifter til kostordning og tøjvask, der betales til det botilbud eller plejehjem, hvor den pågældende bor, uanset om botilbuddet eller plejehjemmet er offentligt eller privat.

Der skal være tale om almindelige og rimelige udgifter. I vurderingen af, hvad der er almindelige og rimelige udgifter bliver der kigget på, hvad personen tidligere har brugt på tilsvarende formål. Du kan også f.eks. tilmelde eller afmelde faste betalinger til Betalingsservice. Du kan dog ikke oprette nye forsikringer eller abonnementer

Personlige forhold du kan varetage

  • Kontakten med sociale myndigheder - herunder vedr. sociale ydelser, indgivelse af klage og/eller aktindsigt.
  • Sager om optagelse i botilbud uden samtykke, hvis der er tale om betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne pga. demens eller anden tilsvarende mental svækkelse. Tilstanden skal være fremadskridende og personen det vedrører må ikke protestere imod en flytning.
  • Skrive under på en lejekontrakt i forbindelse med optagelse til et bestemt botilbud.
  • Tiltag vedr. anvendelse af ind- og udgangsalarmer, fald- og anfaldsalarmer, lokaliserings- og sporingssystemer, f.eks. GPS over for personer med f.eks. demens eller anden tilsvarende mental svækkelse.

Begrænsninger

Attestens indhold kan ikke ændres – den kan hverken udvides eller indskrænkes.

Attesten gælder ikke, hvis der er fremtidsfuldmagt/værgemål som helt eller delvis omfatter forholdene i attesten. Der kan godt være et værgemål, som ikke omfatter forholdene i attesten, f.eks. til salg af fast ejendom.

Familieretshuset kan ikke etablere et værgemål, som omfatter ”alle andre økonomiske dispositioner, som attesten ikke vedrører”. Hvis der er behov for at varetage alle økonomiske forhold med et værgemål, er attesten ikke en brugbar løsning.

Attesten kan ikke bruges:

  • til at hæve lommepenge.
  • til foretage investeringer.
  • til at betale f.eks. frisør og privat fodterapeut.
  • til at tegne nye forsikringer eller abonnementer.

Kompetence ved uenighed

Attesten tager ikke beslutningsretten fra den person, den handler om. Hvis der opstår uenighed mellem den med attesten og personen selv, er det personen selv, der bestemmer

Hvad kræver det at få en attest?

  1. En straffeattest fra dig.
  2. En samtykkeerklæring fra personen, der har behov for bistand, hvis denne forstår det. Elles kan du indhente en lægeerklæring, hvor det fremgår, at den pågældende af helbredsmæssige grunde har behov for hjælp.
  3. Hvis erklæringen er givet på baggrund af en samtykkeerklæring, skal du erklære, at vedkommende har evnen og den fornødne dømmekraft til at forstå sin situation og til at træffe beslutningen.
  4. Du skal på tro og love erklære, at der ikke er modstand fra øvrige nære pårørende mod, at du påtager dig opgaven, og at det vurderes at være i overensstemmelse med ønskerne fra personen, der har behov for bistand.

Hvornår får jeg attesten?

Efter modtagelse og gennemgang af ovennævnte dokumenter udsteder Familieretshuset en attest hurtigst muligt.

Du kan blive erstatningsansvarlig. Du kan også pålægges en bøde ved forsætligt eller groft uagtsomt forhold.

Familieretshuset kan tilbagekalde attesten.