Det er et hverv med et stort ansvar. Derfor skal du have en relevant uddannelse og erfaring med udsatte børn og unge for at kunne blive pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Du kan for eksempel være uddannet psykolog, psykiater eller socialrådgiver samt mangeårig erfaring og efteruddannelse inden for området udsatte børn og unge.
Du skal kunne dokumentere:
- Relevant videregående uddannelse
- Relevant efter- og videreuddannelse eller kurser
- Erfaring fra børne- og ungeområdet, herunder særligt udsatte børn og unge
Du skal således med din erfaring og vurdering kunne sikre, at afgørelserne hviler på et solidt børnefagligt grundlag, og i fornødent omfang tager hensyn til barnets bedste i overensstemmelse med formålet med at yde særlig støtte til børn og unge. Derfor er det ikke afgørende, hvilken uddannelse du har, så længe du bringer din erfaring og faglighed i spil i komplekse og ofte svære beslutninger.
Hvis du arbejder med børn eller unge i en kommune, kan du ikke være pædagogisk-psykologisk sagkyndig samme sted på grund af inhabilitet.
Til hver af de 98 kommuner udpeges minimum to sagkyndige og to stedfortrædere. Enkelte kommuner har mere end to sagkyndige, så der er for nuværende tale om 439 udpegninger hen over hele landet. Da der er mulighed for at blive pædagogiskpsykologisk sagkyndig og stedfortræder i flere kommuner, er der ikke udpeget 439 forskellige personer men et mindre antal.