Q&A hverv og ansøgning

Vi har samlet svarene på en række spørgsmål til dig, som har spørgsmål til hvervet og hvervets udførsel.

Om hvervet

Det er Familieretshusets ansvar at udpege pædagogisk-psykologisk sagkyndige til kommunernes børne- og ungeudvalg for de kommende fire år (2026-2029). Der er ikke krav om, at du skal have én bestemt uddannelse, men du skal have en relevant uddannelse og erfaring med udsatte børn og unge for at kunne blive pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Du kan for eksempel være uddannet psykolog, psykiater eller socialrådgiver, og have mangeårig erfaring og efteruddannelse inden for området udsatte børn og unge.

Har du andre spørgsmål, kan du skrive til Sådan kontakter du os
Vi vil løbende opdatere siden med nye spørgsmål og svar.

Hvad er et børne- og ungeudvalg?

Der er et børne- og ungeudvalg i hver af Danmarks 98 kommuner. Udvalget består af to folkevalgte lokale politikere, en dommer og to pædagogisk-psykologisk sagkyndige, hvor sidstnævnte udpeges af Familieretshuset. 

Det er børne- og ungeudvalget, der træffer afgørelse, hvis en kommune ønsker at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet eller fastsætte rammerne for samvær.

På baggrund af det samlede materiale, som kommunen fremlægger, herunder undersøgelser, skal du med din børnefaglighed forholde dig til barnets eller den unges situation, så det kan indgå i de afgørelser, udvalget træffer.

Du kan læse nærmere om retsgrundlaget og forretningsordenen for børne- og ungeudvalget.

Hvordan modtager jeg sagernes dokumenter inden møder?

Alle kommuner anvender digitale sagsbehandlingssystemer til at fremsende sagsdokumenter til brug for møderne i de kommunale børne- og ungeudvalg. Det skyldes, at det er en enkel og effektiv måde at dele dokumenterne på, men også at de fleste dokumenter indeholder særdeles følsomme oplysninger om børn og deres forældre, som skal opbevares sikkert, herunder som følge af love og regler om databeskyttelse. 

Hvorfor hedder det et hverv og ikke et job?

Der er tale om en udpegning og ikke et sædvanligt ansættelsesforhold. For de fleste udpegede vil det ikke udgøre en fuldtidsbeskæftigelse. 

Hvor mange er udpeget?

Til hver af de 98 kommuner udpeges minimum to sagkyndige og to stedfortrædere. Enkelte kommuner har mere end to sagkyndige, så der er for nuværende tale om 439 udpegninger hen over hele landet. Da der er mulighed for at blive pædagogiskpsykologisk sagkyndig og stedfortræder i flere kommuner, er der ikke udpeget 439 forskellige personer men et mindre antal.

Hvor lang tid er man udpeget?

Man udpeges til hvervet som pædagogisk-psykologisk sagkyndig for fire år, i en periode der følger de kommunale valgperioder. Nuværende periode startede den 1.januar 2026 og udløber den 31.december 2029.

Hvem kan blive udpeget?

Det er et hverv med et stort ansvar. Derfor skal du have en relevant uddannelse og erfaring med udsatte børn og unge for at kunne blive pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Du kan for eksempel være uddannet psykolog, psykiater eller socialrådgiver samt mangeårig erfaring og efteruddannelse inden for området udsatte børn og unge.

Du skal kunne dokumentere:

  • Relevant videregående uddannelse
  • Relevant efter- og videreuddannelse eller kurser
  • Erfaring fra børne- og ungeområdet, herunder særligt udsatte børn og unge

Du skal således med din erfaring og vurdering kunne sikre, at afgørelserne hviler på et solidt børnefagligt grundlag, og i fornødent omfang tager hensyn til barnets bedste i overensstemmelse med formålet med at yde særlig støtte til børn og unge. Derfor er det ikke afgørende, hvilken uddannelse du har, så længe du bringer din erfaring og faglighed i spil i komplekse og ofte svære beslutninger.

Hvis du arbejder med børn eller unge i en kommune, kan du ikke være pædagogisk-psykologisk sagkyndig samme sted på grund af inhabilitet.

Jeg har kompetencer, viden og erfaring I efterspørger, men vil der være oplæring?

Forudsætningen for hvervet som Børn- og ungesagkyndig er, at du har en relevant uddannelse, relevant videreuddannelse og erfaring med udsatte børn og unge for at kunne blive pædagogisk-psykologisk sagkyndig. 
Særskilt oplæring gives ikke, idet det er en forventning, at den pædagogisk psykologisk sagkyndige har kompetencer og erfaring med sagstyperne og derfor er i stand til at træffe afgørelse sammen med det øvrige børne- og ungeudvalg på baggrund af kommunens indstilling.

Kommunerne introducerer de nye pædagogisk-psykologisk sagkyndige til den kommunale arbejdsgang omkring udvalgsarbejdet. Fx hvordan du tilgår sagsmaterialet digitalt, hvordan du bliver inviteret til møderne osv.

Det forventes at den sagkyndige skal kunne modtage og håndtere digital sagsbehandling i kommunen og efterleve administrative instrukser, afregne digitalt med Familieretshuset ved at indberette data i den digitale løsning til honoraranmodninger mv. og have et godt kendskab til håndtering af persondata, så reglerne herom (GDPR) overholdes i udførelsen af hvervet.

Har man kontakt med de berørte familier og er man anonym som medlem af udvalget?

I har som sagkyndige udelukkende kontakt med børnene, de unge og familierne på mødet, og I skal i udvalget træffe afgørelse på baggrund af de af forvaltningen tilsendte sagsmaterialer.
Forældre og andre har ret til at få oplyst hvem der træffer afgørelse hvis de beder om det og man er ikke anonym. 

Hvor mange timer drejer det sig om?

Der er stor forskel på tidsforbruget i de enkelte kommuner som pædagogisk-psykologisk sagkyndig og stedfortræder. Nogle kommuner afholder udvalgsmøderne på faste dage, andre ikke. Og mødernes længde og frekvens varierer også på tværs af kommunerne, og vil kunne ændre sig alt efter hvilke sager der bliver løftet i den pågældende kommune. Det er derfor svært at estimere hvor meget du skal være tilgængelig, men den enkelte kommune vil kunne give et skøn på mødefrekvens og sagsmængde.

Hvor ofte indkaldes der til møder med kort varsel?

En del af hvervet som pædagogisk-psykologisk sagkyndig er at kunne træde til med kort varsel og mødes i børne- og ungeudvalget inden for en uges tid. Så det skal du være indstillet på. I 2024 blev 95 % af sagerne dog afviklet på planlagte møder.

Hvilket honorar kan man forvente?

Honoraret følger den indgåede overenskomst på området, 'Aftale om honorering af psykologiske konsulenter, der udpeges til børnesagkyndige for de kommunale børne- og ungeudvalg' fra 2008.
Honoraret ganges med et antal timer fastlagt efter sagstype reguleret for eventuelt kendskab til sagen og søskendebørn samt eventuel høj kompleksitet. 

Antal timer per sagstype

  • Godkendelse af formandsbeslutning/7-dagesmøde/månedsmøde - 5 timer
  • Almindeligt førstegangsmøde om anbringelse - 8 timer
  • Alene stillingtagen til overvåget samvær mv. - 5 timer

Sager, der af både den sagkyndige og sekretæren for børne- og ungeudvalget undtagelsesvist vurderes at være særligt komplekse, udløser et tillæg på optil 3 timer. Vurderingen heraf skal gentages ved hver afregning og skal afspejle en sagsindstilling af høj kompleksitet og omfang med mange involverede parter, fagpersoner og instanser samt et højt konfliktniveau og eventuelt kriminalitet, og at disse faktorer konkret har medført en forøget forberedelsestid og/eller behandlingstid på udvalgsmødet.

Får jeg betalt transporten til møderne?

Der udbetales ikke transport- og befordringsgodtgørelse. Du får dog betalt for rejseudgifter til fly og færge og rejsetid svarende til ½ timesats/time til sagkyndige ved rejse til de fem øer Bornholm, Samsø, Læsø, Fanø og Ærø. Rejsetid opgøres som selve flyve/færgetiden inklusiv obligatorisk ventetid før afrejse. 

Hvorfor skal jeg have et CVR-nummer?

Den administrative tilrettelæggelse af honoreringen for deltagelse som pædagogisk-psykologisk sagkyndig er ensrettet fra den 1. januar 2026, så alle sagkyndige skal være registeret som selvstændigt erhvervsdrivende, og honorarafregning sker digitalt.

Som selvstændigt erhvervsdrivende skal du være registreret i CVR-registret – eksempelvis med virksomhedsformen ’enkeltmandsvirksomhed’ – og du skal afregne dit honorar ved at udfylde en digital honoraranmodning, som kommunen godkender og sender videre til Familieretshuset. Honoraret udbetales efter endelig godkendelse.

Hvordan opretter jeg et CVR nr.?

Her kan du finde vejledning.

Er der andre administrative opgaver end at sende en faktura?

I den digitale honoraranmodning udfylder du en række felter der beskriver sagen. Oplysningerne i felterne danner grundlag for at beregne dit honorar, når kommunen og Familieretshuset har godkendt indberetningen. 

Du vil, jf. Honorarmodellen, skulle have styr på, hvilke type sag der har været behandlet på mødet, samt en række forhold vedrørende søskende, kendskab til sagerne, kompleksitet mv. Det forventes, at de indtastede oplysninger herefter skal godkendes af kommunen ved hjælp af honoraranmodningen, og at Familieretshuset vil føre tilsyn med de indberettede oplysninger. 

Familieretshuset forventer, at det efter lidt tilvænning bliver nemt og hurtigt for både kommuner og de sagkyndige at bruge den digitale honoraranmodning, og at alle parter vil have gavn af det overblik, systemet giver.

Kan jeg godt holde ferie?

Du må gerne holde ferie, men du skal give kommunen besked om ferie og anden planlagt fravær med et varsel på minimum 14 dage, og om muligt koordinere med udvalgssekretæren og de øvrige pædagogisk-psykologisk sagkyndige og stedfortrædere i kommunen, så udvalget er beslutningsdygtigt. Udvalget kan således ikke træffe beslutninger uden tilstedeværelse af blandt andre en pædagogisk-psykologisk sagkyndig.

Hvad jeg gør jeg, hvis jeg fortryder efter for eksempel to år?

Det er muligt at fratræde hvervet. I sådanne tilfælde udpeger Familieretshuset en ny pædagogisk psykologisk sagkyndig.

Hvor mange kommuner kan jeg søge?

Du kan søge i flere kommuner. 

Er det Familieretshuset. der bestemmer. hvilken kommune man bliver udpeget til?

Familieretshuset er ifølge forretningsordenen ansvarlig for at udpege pædagogisk-psykologisk sagkyndige og stedfortrædere til kommunernes børne- og ungeudvalg.

Er der planlagt møde hver uge eller sjældnere?

Det er desværre ikke muligt at angive mere præcise sagsantal eller tidsforbrug i hvervet som sagkyndig eller stedfortræder. Det er et hverv med stor variation i arbejdstid hen over kommuner, sagsantal og typer, og hen over årets gang. Men de angivne honorarer er inkl. forberedelse og mødetid. Hvor mange sager der nås behandlet på et udvalgsmøde afhænger af sagernes karakter og kompleksitet.

Det er et hverv der kalder på stor fleksibilitet, idet der kan blive indkaldt til akutte møder med under 7 dages varsel, på andre dage end de typiske dage og med forskellig arbejdsmængde hen over året.

Er der et middeltal for antal sager pr. time/møde dag?

Der behandles typisk fra 1-5 sager på et møde. Nogle sager, fx førstegangsbehandlinger af en sag tager længere tid, genbehandlinger som regel kortere. Nogle kommuners udvalg har en stram mødeplanlægning, hvor mødet forsøges holdt indenfor tiden, andre gange medfører et forlænget møde, så det er ikke muligt at præcisere yderligere.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er foreneligt med min hovedbeskæftigelse i en institution?

Mange sagkyndige har hvervet ved siden af deres primære job, men det afhænger af din arbejdsgivers accept af hvervet som bibeskæftigelse og den kommune man søger hvervet i og dens møderytme.

Skal jeg søge, hvis jeg er udpeget pædagogisk-psykologisk sagkyndig i nuværende periode?

Ja, alle skal søge. Den nuværende udpegning udløber den 31. december 2029, idet den følger den kommunale valgperiode. 

Hvad skal jeg vedlægge med min ansøgning?

Du skal kunne dokumentere relevant videregående uddannelse, relevant efter- og videreuddannelse eller kurser og erfaring fra børne- og ungeområdet, herunder særligt udsatte børn og unge. Når du søger, bliver du automatisk bedt om at uploade PDF-dokumenter på dokumentationen. Men det er en fordel at finde dem frem, inden du går i gang med at søge.

Får jeg et kvitteringssvar på min ansøgning?

Du får en bekræftelse i din mail på at Familieretshuset har modtaget din ansøgning.

Holdes der samtaler?

I nogle tilfælde vil vi i Familieretshuset indkalde ansøgere til en samtale. Eventuelle samtaler vil foregå på Teams.