Samspillet er centralt i børnesynet, og det har stor betydning, hvordan forældre og andre voksne indgår i relationen til barnet.
Samspillets betydning er centralt i udviklingsforståelsen for Familieretshusets børnesyn. Det er derfor afgørende, hvordan forældre eller andre voksne omsorgspersoner indgår i samspillet med barnet.
I den neuroaffektive udviklingspsykologi beskrives relationen og forældrenes rolle. Det bærende princip i barnets udvikling er, at der er tale om en symmetrisk relation med et asymmetrisk ansvar(Hart,2006). Symmetrisk fordi forældrene/omsorgspersoner er nødt til at være i øjenhøjde med barnet for at skabe den synkronisering i samspillet, der er nødvendig, for at barnets udvikling finder sted (Hart,2006).
Den neuroaffektive udviklingspsykologi understreger også, at der er en asymmetri i forældre-barn relationen, forstået på den måde, at det er forældrene/omsorgspersoner, der bærer ansvaret for at støtte og hjælpe barnet til at komme i udvikling.
I Børnekonventionen ligger også en understregning af det ansvar, der ligger hos forældrene/omsorgspersoner, idet ansvaret for at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af de rettigheder, som konventionen anerkender, er fremhævet.