FN's Børnekonvention

Børnekonventionen i dansk kontekst

FN’s Børnekonvention (herefter Børnekonventionen) har stor betydning for børnesynet i dansk politik, -lovgivning og -offentlig administration (Jacobsen, 2015). Danmark tilsluttede sig Børnekonventionen i 1991 (Børnekonvention). 

I Børnekonventionen beskrives barnets ret til at (Børnerådet) :

• blive beskyttet mod diskrimination og blive behandlet lige (artikel 2)
• samfundet sikrer barnets interesser ved, at hensynet til barnet kommer i første række, når der træffes beslutninger, og at der er regler, som tjener til beskyttelse af barnet (artikel 3)
• få vejledning fra sine forældre (artikel 5)
• udtrykke sine meninger og blive respekteret i overensstemmelse med sin modenhed og alder (artikel 12)
• give udtryk for sine følelser og synspunkter (ytringsfrihed) og til at få og videregive information (oplysning) (artikel 13)
• have retten til sikkerhed og tryghed (artikel 19)
• barnets forældre tager ansvar for at give barnet en levestandard, som sikrer en fysisk, psykisk, moralsk og åndelig udvikling og statens forpligtelse til at hjælpe (artikel 27).

Barnet som selvstændig rettighedshaver

Børnekonventionen er den første menneskerettighedskonvention, der giver børn en juridisk status og dermed rettigheder som individ. 

Børnekonventionen har haft indflydelse på, at der i Danmark udviklede sig et syn på barnet som en selvstændig rettighedshaver og ’medborger’. Der er kommet et større fokus på børnenes rettigheder og dermed mindre fokus på forældrenes rettigheder. I sager, hvor der er uenighed om samvær, bopæl og forældremyndighed, betyder det fx at det er barnets ret til samvær, trivsel og beskyttelse, som er det vigtigste hensyn.   

Børnekonventionen har dermed stor indflydelse på den lovgivning i Danmark, som danner rammen om Familieretshusets opgaver (Forældreansvarsloven og Familieretshusloven). Familieretshusets børnesyn bygger naturligvis dermed også på Børnekonvention (Børnekonvention).