Familieretshusloven

Familieretshusloven sætter barnets trivsel i centrum og sikrer barnets rettigheder, inddragelse, støtte og beskyttelse i sager om familien.

Familieretshuslovens ramme og børnesyn

Familieretshusloven regulerer Familieretshusets opgaveløsning. I lovens rammesætning af Familieretshusets arbejde med familierne ligger et børnesyn, der anerkender barnet som selvstændigt individ og søger at sikre individets rettigheder på flere måder. 

Opgaver og principper i Familieretshusets arbejde

I Familieretshusloven beskrives Familieretshusets primære opgave som: børnenes trivsel og deres behov for støtte i fokus. Derudover skal forældrene hjælpes med at løse deres konflikter efter et brud i familien. Når der sker brud i familien, er det Familieretshusets opgave at støtte forældrene i at håndtere deres uenigheder på en måde, som sikrer barnets bedste. Det skal Familieretshuset gøre ved, at sikre barnets ret til trivsel og beskyttelse, og også barnets ret til at se begge forældre, hvis det er til barnets bedste. 

Børneenheden og barnets selvstændige rettigheder i sagsbehandlingen

Det står centralt frem i Familieretshusloven (jf. faktaboks Familieretshusloven) og vejledningen til Familieretshusloven, at barnet under forældrenes sag har sin egen enhed: Børneenheden. 

Børneenheden skal give børnene de bedste betingelser for inddragelse og gør det muligt for børn at få egen og selvstændig adgang til støtte og vejledning, imens forældrene har en sag hos Familieretshuset. Børneenheden omtales som en uvildig enhed med fokus på barnets bedste. Børneenheden omtales i Familieretshusvejledningen (Familieretshusvejledningen) som ”et helle” for børnene, når forældrene har en sag i det familieretlige system (Familieretshusvejledningen punkt 5.3). 
Et klart signal på, at man i den danske lovgivning om Familieretshuset anser barnet for et selvstændigt individ med rettigheder uafhængigt af forældrenes beslutninger, er, at Familieretshusloven og -vejledningen giver barnet ret til sin egen kontaktperson i Familieretshuset. 

Kontaktpersonens primære opgave er at sikre, at barnet får støtte og rådgivning under sagsbehandlingen. Der er fortrolighed mellem barnet og kontaktpersonen, som betyder, at den information som barnet giver til sin kontaktperson ikke skal videregives til hverken barnets forældre eller myndigheder, der skal afgøre forældrenes sag. 

Derudover har barnet også ret til en bisidder, som tydeligt signalerer synet på barnet som selvstændig rettighedshaver og som meget mere og andet end genstand for forældrenes uenighed om bopæl, samvær og forældremyndighed. 

Barnets ret til omsorg og beskyttelse

Af Familieretshusloven fremgår det, at børn har ret til omsorg og beskyttelse. For børn er retten til at blive anerkendt, som et individ med egne rettigheder, vigtig. Den rettighed er løsrevet fra forældrenes rettigheder, for at sikre det enkelte barns muligheder for trivsel og udvikling. Derudover kan børn være sårbare, som også nævnes flere gange i lovgrundlaget. Børn har, udover ret til omsorg og beskyttelse, også ret til, at der er ansvarsfulde voksne, som tager sig af barnet og tager ansvar for beslutninger og medfølgende konsekvenser.

Retten til omsorg og beskyttelse udtrykkes i forældreansvarsloven ved, at barnets bedste altid bør være det væsentligste hensyn, og at myndighederne skal sikre, at beslutninger omkring barnet bliver truffet med barnets bedste for øje (jf. faktaboks Forældreansvarsloven).

Børnerettighedskonventionen understreger også børns ret til beskyttelse og omsorg og forpligter myndigheder som Familieretshuset til at sikre, at barnets bedste kommer i første række – samt at barnet sikres den beskyttelse og omsorg, som er nødvendig for barnets trivsel.

De rammer, som Familieretshuset gives af Børnekonventionen og Forældreansvarsloven, handler om at være med til at sikre, at børn har den omsorg og de trygge og sikre rammer, som børn har brug for, samt at afgørelser træffes ud fra barnets bedste. 

Faktaboks

§ 1. Familieretshuset har til opgave at yde støtte til børn, der er berørt af familieretlige problemstillinger, med henblik på at sikre barnets trivsel. Familieretshuset skal sætte barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse i første række.

§ 15. Familieretshusets Børneenhed yder støtte og rådgivning til børn, der er berørt af familieretlige problemstillinger. Formålet med Børneenhedens tilbud er at hjælpe barnet og understøtte barnets trivsel. Støtten ydes med udgangspunkt i det enkelte barn og dets behov for støtte.

§ 17. Børneenheden har børnesagkyndige medarbejdere, der fungerer som kontaktpersoner med henblik på at støtte og rådgive børn under behandlingen af en sag i Familieretshuset og under en eventuel behandling af sagen i familieretten. (…)
Stk. 2. Børneenheden udpeger en kontaktperson for børn, der er involveret i en sag efter forældreansvarsloven, der behandles som en § 6-sag, eller i en § 7-sag, medmindre det ikke er relevant for barnet at have en kontaktperson. Børneenheden udpeger en kontaktperson for barnet uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, hvis Børneenheden vurderer, at en kontaktperson er nødvendig for barnet.

§ 18. Et barn, hvis sag behandles af Familieretshuset, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre. Børneenheden yder støtte til, at barnet får en bisidder, hvis barnet har behov for det.

§ 1. I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.
§ 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.