Som følge af faldende bevillinger i de kommende år er Familieretshuset desværre nødt til at afskedige et antal medarbejdere svarende til ca. 40 årsværk.
Afskedigelserne er fremrykket som følge af uforudsete udfordringer, som gør, at det er nødvendigt at tilføre ressourcer i 2026 til sagsbehandlingen på børn- og forældreansvarsområdet, som derfor ikke er omfattet af afskedigelserne men af et ansættelsesstop i resten af 2026.
”Vi står desværre i den situation, hvor vi ikke længere ser det som en mulighed at skabe balance i vores økonomi i 2026 og de kommende år, uden at vi bliver nødt til at afskedige ca. 40 medarbejdere på tværs af alle områder undtagen sagsbehandlingen i Børn & Forældreansvar. Selvom vi har vidst, at økonomien i 2026 var stram, har vi indtil nu troet på, at det ville være muligt at undgå afskedigelser med de initiativer, vi allerede har iværksat. Vi må dog konstatere, at uforudsete udfordringer har medført et efterslæb på børn- og forældreansvarsområdet, der skal håndteres. Udfordringerne betyder desuden, at øvrige effektiviseringer gennem digitalisering og automatisering forsinkes. Det bliver ikke let at skulle sige farvel til mange gode medarbejdere i Familieretshuset, som har været med til at skabe flotte resultater”, siger direktør Anette Hummelshøj.
Afskedigelserne kommer til at ramme alle, herunder også gebyrområderne, på nær sagsbehandlingen i børn- og forældreansvarsområdet.
”Vi blev som Familieretshus sat i verden for at gøre en forskel for børn og forældre i skilsmisse. Det skal vi stadig i dag lykkes med, derfor kan vi ikke holde til at være bagefter på et så vigtigt område. Det skal hurtigst muligt tilbage på sporet, og derfor prioriterer vi nu ekstra ressourcer til området, inden vi indfører et ansættelsesstop i resten af 2026”, forklarer Anette Hummelshøj.
Familieretshuset gør alt for at tilrettelægge afskedigelserne så skånsomt så muligt for de involverede medarbejdere, og så de borgere, der har brug for vores hjælp, kommer til at mærke det så lidt som muligt. Familieretshuset kommer samtidig til at fortsætte arbejdet med optimering af arbejdsgange samt digitalisering og automatisering, som skal forberede os på fremtidige bevillingsfald.
Familieretshuset har den 21. januar 2026 informeret medarbejderne. Afskedigelserne foretages med udgangen af januar 2026 for at sikre, at de har en økonomisk effekt i 2026.