Med den nye barselsorlov, som øremærker mere barsel til faren, kommer der en lille praktisk ting på to-do listen, for de par der ikke er gift. Forældre kan med fordel få godkendt faderskabet inden fødslen for at undgå knuder i barselsplanlægningen.
Der er nok at tænke på i dagene efter en fødsel, hvor det nye familiemedlem sætter dagsordenen. Det er ikke unormalt at glemme en praktisk, men vigtig ting, som at få styr på det juridiske omkring faderskabet til barnet.
”Vi oplever en stor stigning af henvendelser fra fædre, der ikke har fået registreret deres faderskab i forbindelse med fødslen. Nu står de i den situation, at de skal melde barselsønsker til deres arbejdsgiver og ikke kan få godkendt barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark, fordi de endnu ikke er registreret som far til deres barn. ” Siger Liselotte Santarelli, funktionsleder i Faderskab hos Familieretshuset.
Ugifte par kan allerede under graviditeten få godkendt faderskabet; der er flere forskellige måder at anerkende faderskabet på inden fødslen af barnet:
Hvis forældrene vælger at indsende faderskabsblanketter inden barnets fødsel, modtager de en forhåndsgodkendelse retur fra Familieretshuset med kvittering for faderskabet. Godkendelsen skal de aflevere på kirkekontoret indenfor de første 28 dage efter barnets fødsel. Kirkekontoret vil så registrere faderskabet i CPR-registeret. Bor forældrene i Sønderjylland, er det kommunen, der har ansvar for fødselsregistreringen.