Hvornår kan du søge?

Du kan søge om konfirmationsbidrag, hvis en forælder ikke opfylder sin forsørgelsespligt i forbindelse med konfirmationen.

Hvis barnet ikke skal konfirmeres, kan du søge beklædningsbidrag.

Du kan ikke søge om fastsættelse af både konfirmationsbidrag og beklædningsbidrag, da begge bidrag dækker det samme.

Konfirmationsbidraget bliver fastsat, selvom betalerens økonomiske forhold er dårlige.

Tidspunkt for fastsættelse

Hvis Familieretshuset modtager din ansøgning om fastsættelse af konfirmationsbidrag senest dagen før, barnet skal konfirmeres, kan bidraget fastsættes. Indsender du ansøgningen senere, mister du retten til at få fastsat konfirmationsbidrag.

Familieretshuset kan tidligst modtage din ansøgning 3 måneder før barnets konfirmation.

Forældremyndighed

Når du har forældremyndigheden alene, vil Familieretshuset normalt fastsætte konfirmationsbidrag, hvis du har haft udgifter i anledning af konfirmationen.

Hvis den anden forælder har haft udgifter i forbindelse med konfirmationen, tager Familieretshuset kun hensyn til dem, hvis der er indgået en aftale med dig, der har forældremyndigheden.

Bidragets størrelse

Konfirmationsbidraget i 2024 er 4.110 kr. Det svarer til 3 gange normalbidragets grundbeløb.

Børneopsparing

Familieretshuset kan afslå en ansøgning, hvis betaler har indbetalt til en børneopsparing. Alternativt give fradrag i bidraget alt efter bidragsbetalers andel af opsparingen.

Børneopsparingen skal være oprettet til at dække udgifterne ved konfirmationen og komme til udbetaling, når barnet fylder 14 år.

Betaling af bidraget

Bidraget skal betales direkte til modtageren. Hvis bidraget er fastsat af Familieretshuset, skal bidraget betales den dato, der står i afgørelsen. Det vil normalt være datoen for konfirmationen. Betales bidraget ikke, kan modtageren efter den fastsatte betalingsdag anmode Udbetaling Danmark om at lægge ud for konfirmationsbidraget.

Eksempler

Eksempel 1

Carina bor ved sin far. Forældrene har fælles forældremyndighed. Carinas mor og far taler ikke så godt sammen. På konfirmationsdagen holder Carinas far en fest. Carinas mor og morens familie er ikke med til festen. Carinas mor har derfor besluttet, at hun ugen efter konfirmationen også vil holde en fest for Carina, hvor morens familie er inviteret. Carinas mor bliver ikke pålagt at betale konfirmationsbidrag, da hun selv holder en fest for Carina i anledning af konfirmationen.

Eksempel 2

Kenneth bor ved sin far. Forældrene har fælles forældremyndighed. Da Kenneth var fem år, oprettede forældrene en børneopsparing, der skulle bruges til at dække udgifterne ved Kenneths konfirmation. Børneopsparingen kom til udbetaling, da Kenneth fyldte 14 år. Kenneths mor indbetalte gennem flere år til børneopsparingen. Kenneths mor blev ikke pålagt at betale konfirmationsbidrag, da hun ved at indbetale til børneopsparingen havde opfyldt sin forsørgelsespligt i forbindelse med konfirmationen.

Læs mere her