Hvad betyder delt bopæl i praksis?

Ved delt bopæl er I fælles om alle overordnede beslutninger i forhold til barnets daglige liv. Den ene forælder kan f.eks. ikke på egen hånd beslutte, hvilken daginstitution barnet skal gå i, eller hvor i landet barnet skal bo.

I behøver ikke have en deleordning eller bo tæt ved hinanden for at få delt bopæl. Omfanget af samværet med barnet har heller ingen betydning. Aftalen er helt op til jeres egne betingelser.

Hvor skal aftalen registreres?

Aftalen kan være mundtlig eller skriftlig, og den skal ikke registreres nogen steder for at være gyldig. I har dog mulighed for at få den registreret i cpr via Familieretshuset, men det har ingen betydning. I kan altså lave aftale om delt bopæl uden at tage kontakt til myndigheder.

Aftalen har heller ingen betydning for anden lovgivning eller offentlige ydelser til barnet. Udbetaling af offentlige ydelser til barnet bliver eksempelvis administreret uafhængigt af den delte bopæl.

Når I aftaler delt bopæl, så bortfalder alle jeres tidligere aftaler og afgørelser om bopæl og samvær, og det er op jer selv at indgå de aftaler, der er nødvendige.

Aftalen kan kun laves af forældrene, og hverken Familieretshuset eller familieretten kan bestemme, at der skal være delt bopæl.

Hvad er bedst for barnet?

Selv om I som forældre ikke længere skal bo sammen, er det vigtigt at huske på, at I stadig er de vigtigste personer i barnets liv. Derfor er det vigtigt, at I sammen kan tage jer af barnet og træffe de beslutninger, der er bedst for barnet.

Hvis I er flyttet fra hinanden, kan det nogle gange være svært at samarbejde. Derfor tilbyder Familieretshuset jer hjælp gennem blandt andet børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling