Har I fælles forældremyndighed, og er I enige om at ændre barnets navn, kan I søge om det på borger.dk. Det samme gælder, hvis du har fuld forældremyndighed over barnet. Du kan søge om at ændre barnets fornavn, mellemnavn og efternavn.
Når I har fælles forældremyndighed over barnet, skal I begge underskrive ansøgningen om navneændring. Der er ingen undtagelser.
Har du fuld forældremyndighed over dit barn, er det alene dig, der skal underskrive ansøgningen om navneændring. Den anden forælder skal ikke give sit samtykke til navneændringen.
Når du vil ændre barnets mellem- eller efternavn, gør det en forskel, om barnet bærer samme mellem- eller efternavn som den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden (navnefællesskab).
Har du fuld forældremyndighed, og er der ikke navnefællesskab, kan du til enhver tid ændre dit barns mellem- eller efternavn. Den anden forælder skal ikke give sit samtykke til navneændringen.
Hvis barnet derimod bærer samme mellem- eller efternavn som den forælder, der ikke har forældremyndigheden, kræver det et skriftligt samtykke fra den anden forælder. Det gælder også, hvis barnet bærer den pågældende forælders fornavn som mellem- eller efternavn. Det kan for eksempel gøres ved, at begge forældre skriver under på ansøgningen om navneændring.
Hvis barnet er fyldt 12 år, skal det give sit samtykke til navneændringen ved at skrive under på ansøgningen om navneændring.
Den myndighed, der behandler ansøgningen, skal have information om, hvad barnet synes om navneændringen, når barnet er under 12 år. Barnet kan blive indkaldt til en samtale.
Se den aktuelle sagsbehandlingstid for navneændring.
Ansøg om navneændring