Du kan søge om at ændre barnets fornavn, mellemnavn og efternavn. Men hvis I som forældre ikke har kontakt, ved du selvfølgelig ikke, hvad den anden forælder siger til en ændring af jeres barns navn. Her afhænger processen af, om I har fælles forældremyndighed eller om du har fuld forældremyndighed.
Når I har fælles forældremyndighed over barnet, skal I begge underskrive ansøgningen om navneændring. Der er ingen undtagelser.
Du er altså nødt til at kontakte den anden forælder, som skal indvilge I at ændre barnets navn.
Har du fuld forældremyndighed over dit barn, er det alene dig, der skal underskrive ansøgningen om navneændring. Den anden forælder skal ikke give sit samtykke til navneændringen.
Når du vil ændre barnets mellem- eller efternavn, gør det en forskel, om barnet bærer samme mellem- eller efternavn som den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden (navnefællesskab).
Har du fuld forældremyndighed, og er der ikke navnefællesskab, kan du til enhver tid ændre dit barns mellem- eller efternavn. Den anden forælder skal ikke give sit samtykke til navneændringen.
Hvis barnet derimod bærer samme mellem- eller efternavn som den forælder, der ikke har forældremyndigheden, skal denne forælder høres over ansøgningen, hvis ændringen går ud på at flytte eller slette denne forælders navn i navnerækken. Det gælder også, hvis barnet bærer den pågældende forælders fornavn som mellem- eller efternavn.
I den situation vil den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, blive inddraget i sagen ved en høring, som Familieretshuset laver.
Hvis barnet er fyldt 12 år, skal det give sit samtykke til navneændringen ved at skrive under på ansøgningen om navneændring.
Den myndighed, der behandler ansøgningen, skal have information om, hvad barnet synes om navneændringen, når barnet er under 12 år. Barnet kan blive indkaldt til en samtale.
Se den aktuelle sagsbehandlingstid for navneændring.
Du kan søge om navneændring her.