Når I har brugt en kendt donor, skal I være opmærksomme på, at donoren som udgangspunkt anses for at være barnets far. Dog kan donoren, moren og morens partner (ægtefælle, registreret partner eller kæreste) aftale, at donoren ikke skal have status som barnets far, men at det i stedet bliver morens partner, der får status som medmor.
Et medmoderskab kan fastslås, hvis to kvinder får et barn sammen ved hjælp af insemination eller assisteret reproduktion (donor).
Hvis du vil have fastslået et medmoderskab, skal proceduren begynde inden selve behandlingen med insemination eller assisteret reproduktion.
For at kunne fastslå et medmoderskab, skal du give skriftligt samtykke til behandlingen, og det skal være sandsynligt, at barnet er et resultat af insemination eller den assisterede reproduktion. Du skal være opmærksom på, at samtykket skal gives og foreligge, før selve behandlingen begynder.
Når donoren er kendt, skal donoren give skriftligt samtykke til behandlingen, inden den går i gang.
Hvis behandlingen er udført af en autoriseret sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, skal sundhedspersonen kvittere på blanketten. Behandlingen kan både være sket i privat eller offentligt regi.
Hvis behandlingen ikke er sket med en autoriseret sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, skal Familieretshuset kvittere på blanketten.
Inden behandling med assisteret reproduktion går i gang, skal du og din partner udfylde blanket til registrering af medmoderskab ved brug af kendt donor. Vær opmærksom på, at I skal indhente underskrifter fra vitterlighedsvidner.
Når I har udfyldt og underskrevet blanketten, skal den afleveres på behandlingsstedet til det sundhedsfaglige personale, som skal underskrive den og udstede en kopi til jer.
Når I starter en sag om medmoderskab, skal I sende den underskrevne blanket til Familieretshuset.
Inden inseminationen påbegyndes, skal du og din partner udfylde blanket til registrering af medmoderskab ved brug af kendt donor.
Når I er gift bliver forældreskabet automatisk registreret ved personregisterføreren i jeres bopælssogn.
Hvis I ikke er gift, kan medmoderskabet registreres ved, at I udfylder en omsorgs- og ansvarserklæring eller medmoder anerkender medmoderskabet.
Omsorgs- og ansvarserklæringen kan indsendes til Familieretshuset før barnets fødsel eller til sognet inden 4 uger efter barnets fødsel.