Som biologisk mor bliver du automatisk blive registreret som barnets mor. Den anden kvinde kan til gengæld blive registreret som barnets medmor.
Et medmoderskab kan fastslås, hvis to kvinder får et barn sammen ved hjælp af insemination eller assisteret reproduktion (donor).
Hvis du vil have fastslået et medmoderskab, skal proceduren begynde inden selve behandlingen med insemination eller assisteret reproduktion.
For at kunne fastslå et medmoderskab, skal du give skriftligt samtykke til behandlingen, og det skal være sandsynligt, at barnet er et resultat af insemination eller den assisterede reproduktion. Du skal være opmærksom på, at samtykket skal gives og foreligge, før selve behandlingen begynder.
Inden behandling med assisteret reproduktion går i gang, skal du og din partner udfylde blanketten registrering af medmoder ved brug af anonym donor. Vær opmærksom på, at I skal indhente underskrifter fra vitterlighedsvidner.
Når I har udfyldt og underskrevet blanketten, skal den afleveres på behandlingsstedet til det sundhedsfaglige personale, som skal underskrive den og udstede en kopi til jer.
Inden inseminationen påbegyndes, skal du og din partner udfylde blanketten Samtykke til inseminering uden deltagelse af en sundhedsperson og erklæring om faderskab eller medmoderskab (Børneloven § 27 stk. 2).
Når I er gift bliver forældreskabet automatisk registreret ved personregisterføreren i jeres bopælssogn.
Her kan du udfylde blanket til registrering af medmoderskab