Hvis I vil registrere medmoderskab

Den biologiske mor bliver automatisk registreret som barnets mor. Du kan til gengæld blive registreret som barnets medmor.

Hvordan fastslås et medmoderskab

Et medmoderskab kan fastslås, hvis to kvinder får et barn sammen ved hjælp af insemination eller assisteret reproduktion (donor). 

 

Hvis du vil have fastslået et medmoderskab, skal proceduren begynde inden selve behandlingen med insemination eller assisteret reproduktion.

 

For at kunne fastslå et medmoderskab, skal du give skriftligt samtykke til behandlingen, og det skal være sandsynligt, at barnet er et resultat af insemination eller den assisterede reproduktion. Du skal være opmærksom på, at samtykket skal gives og foreligge, før selve behandlingen begynder.

Hvad skal I udfylde inden I går i gang

Inden behandling med assisteret reproduktion går i gang, skal du og din partner udfylde Blanket 8. Vær opmærksom på, at I skal indhente underskrifter fra vitterlighedsvidner. 

Når I har udfyldt og underskrevet blanketten, skal den afleveres på behandlingsstedet til det sundhedsfaglige personale, som skal underskrive den og udstede en kopi til jer.

Inden inseminationen påbegyndes, skal du og din partner udfylde Samtykke til inseminering uden deltagelse af en sundhedsperson og erklæring om faderskab eller medmoderskab (Børneloven § 27 stk. 2)

Når I er gift

Når I har udfyldt og indsendt blanket 8, vil Familieretshuset registrere medmoderskabet i forbindelse med barnets fødsel. I opfordres til at rette henvendelse til Familieretshuset så hurtigt som muligt efter barnets fødsel, så medmoderskabet kan registreres.