Hvem der får forældremyndigheden, når en forælder dør, afhænger af situationen. Det har blandt andet betydning, om I havde fælles forældremyndighed, eller om den ene af jer havde den alene.
Hvis I havde fælles forældremyndighed, får den anden forælder som regel forældremyndigheden alene.
Boede barnet hos den anden forælder, kan andre ikke søge om forældremyndigheden.
Boede barnet ikke hos den anden forælder, kan andre søge hos Familieretshuset.
Familieretshuset afgør, hvem der skal have forældremyndigheden. Det kan være den anden forælder eller en anden, der har søgt. I nogle sager er det familieretten, der træffer afgørelsen.
Hvis afdøde havde forældremyndigheden alene, kan den anden forælder søge om at få den. Andre har også mulighed for at søge.
Det er Familieretshuset eller familieretten afgør, hvem der skal have forældremyndigheden.
Hvis ingen søger, kontakter vi kommunen. Kommunen hjælper med at finde en, der kan få forældremyndigheden.
Familieretshuset eller familieretten ser altid på, hvad der er bedst for barnet.
Der bliver både indhentet oplysninger om barnet og dem, der søger om forældremyndigheden. Barnet får også mulighed for at fortælle, hvad det selv mener, hvis det er gammelt nok.
Hvis en forælder er skyld i den anden forælders død, kan andre søge om forældremyndigheden.
Politiet giver kommunen besked. Derefter giver kommunen Familieretshuset besked.
Familieretshuset eller familieretten ser på forholdet mellem barnet og den forælder, der er tilbage. Det har også betydning, hvordan dødsfaldet har påvirket deres forhold.
Det indgår også i vurderingen, at den forælder, der er tilbage, er barnets eneste forælder.
Hvis dødsfaldet har skadet forholdet mellem barnet og forælderen, kan det være bedst for barnet, at en anden får forældremyndigheden.