Hvis du vil registrere faderskab til nyfødt barn

Hvis I ikke er gift, skal barnets far registreres senest 4 uger efter fødslen. Ellers opretter Familieretshuset en sag, så barnets far kan blive registreret.

Du kan registrere faren til barnet ved at klikke 'Ansøg nu' her på siden. 

Registrering af barnets far

Hvis I ikke gift, og ønsker I sammen at varetage omsorgen og ansvaret for jeres barn, skal I udfylde og underskrive en omsorgs- og ansvarserklæring om faderskab. I får samtidig fælles forældremyndighed over jeres barn.

I kan udfylde erklæringen både før fødslen og i de første 4 uger efter barnets fødsel. Hvis barnet er mere end 4 uger gammelt, kan I ikke længere benytte løsningen, og barnets mor vil modtage et brev fra Familieretshuset gennem Digital Post med information om, hvordan I registrerer faderskabet.

Hvad indebærer faderskabet?

Det er vigtigt, at man ved, hvem der er barnets far, da faderskabet til et barn giver både barnet og faren en række rettigheder og pligter.

Når faderskab er blevet fastslået, betyder det blandt andet:

  • at faren har pligt til at forsørge sit barn
  • at barnet og faren har ret til at arve efter hinanden
  • at faren kan få samvær med sit barn
  • at faren kan få del i forældremyndigheden
  • at barnet kan få farens efternavn
  • at barnet kan få samme statsborgerskab som faren, hvis betingelserne er opfyldt.

Når faderskabet er fastslået, kan det normalt ikke ændres.

Hvis I ikke registrerer barnets far inden 4 uger efter fødslen

Hvis barnets far ikke er registreret inden 4 uger efter fødslen, kan I lave en omsorgs- og ansvarserklæring i forbindelse med den faderskabssag, som Familieretshuset rejser. 

Så snart vi modtager oplysninger om barnets fødsel, sender vi et brev i Digital Post til barnets mor med et link, som I kan benytte til at udfylde erklæringen.

Er én af jer under 18 år, skal omsorgs- og ansvarserklæringen altid sendes til Familieretshuset.

Faderskabet kan ikke registreres ved fødslen, hvis moren inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret.

Registrer barnets far

Ansøg nu