Vi er se­pa­re­re­de og øn­sker at bli­ve skilt

Når I er separerede, kan I på et hvilket som helst tidspunkt efter separationen søge om skilsmisse. Hvis I er enige om det hele, så bliver I skilt. Også selvom I kun har været separeret i meget kort tid. Hvis i ikke er enige om at blive skilt, har enhver af jer først ret til skilsmisse efter seks måneders separation. Når de seks måneder er gået, behøver I ikke længere at være enige.

Den juridiske virkning af en skilsmisse efter separation

Allerede ved separationen ophørte de fleste juridiske virkninger af at være gift. Det eneste nye er derfor, at I kan gifte jer med en anden, efter I har fået jeres skilsmisse.

Vilkårene for separationen

Da I blev separeret, tog I stilling til to vilkår, nemlig hvorvidt en af jer skulle betale ægtefællebidrag til den anden, og hvis I havde boet sammen i en lejebolig, hvem af jer der eventuelt skulle fortsætte med at bo der.

Hvis I dengang aftalte, at vilkåret om ægtefællebidrag også skulle gælde ved en evt. senere skilsmisse, skal der ikke igen tages stilling til det spørgsmål.

Hvis I derimod aftalte, at vilkåret om ægtefællebidraget skulle genoptages ved en evt. senere skilsmisse, skal I igen tage stilling til det spørgsmål. Hvis I ikke kan blive enige om det, vil I blive indkaldt til en vilkårsforhandling. Læs mere om vilkårsforhandlinger

Ansøgning

Det koster et gebyr på 825 kr. at sende ansøgningen.

Hvis I skal have en vilkårsforhandling koster det et yderligere gebyr på 2.150 kr.