Sø­sken­de

Hvis du ønsker at adoptere et barn, der har søskende, kan det på forskellige måder få betydning for din adoptionssag. Familieretshuset vil vurdere, om der er grundlag for et såkaldt negativt eller positivt søskendemedtræk.

Negativt søskendemedtræk

Hvis du ønsker at adoptere et barn, der har søskende, som du enten ikke har søgt om at adoptere, eller som du ikke kan adoptere, har det betydning, om der er tale om hel- eller halvsøskende.

Er der tale om helsøskende, hvor én eller flere af børnene er mindreårige, gennemfører vi som udgangspunkt ikke adoptionen. Hverken for det barn du har søgt at adoptere, eller det barn, for hvem betingelserne er opfyldt. Det skyldes, at vi ikke vurderer, at det er bedst for mindreårige søskende at blive stillet anderledes end sine helsøskende i familieretlig henseende.

Er der tale om halvsøskende, hvor én eller flere af børnene er mindreårige, gælder det samme. I vurderingen lægger vi blandt andet vægt på, om børnene er vokset op sammen, om de har samme forhold til dig, og om deres kontakt med deres biologiske forældre er forskellig.

Negativt søskendemedtræk kan normalt ikke anvendes i sager om adoption af flere voksne personer.

Positivt søskendemedtræk

Hvis du har søgt om adoption af flere søskende, og kravene til gennemførelse af adoptionen er opfyldt for én eller flere i en søskendeflok, men ikke for andre i søskendeflokken, kan det omvendt være relevant at lempe kravene. Det kan vi gøre for at sikre, at søskende stilles lige i familiemæssig henseende. Et eksempel kan være, at betingelsen om tre års opfostring kun er delvist opfyldt for ét barn i en søskendeflok, mens et eller flere af barnets søskende har mere end tre års opfostring.

Positivt søskendemedtræk kan anvendes over for både børn og voksne personer.