Fastsættelse af beklædningsbidrag
Beklædningsbidrag er et bidrag en forælder betaler, hvis barnet ikke skal konfirmeres, og hvis forsørgelsespligten ikke er opfyldt, når barnet når konfirmationsalderen (mellem 13 og 15 år).
Beklædningsbidrag er et bidrag en forælder betaler, hvis barnet ikke skal konfirmeres, og hvis forsørgelsespligten ikke er opfyldt, når barnet når konfirmationsalderen (mellem 13 og 15 år).
Du kan søge om beklædningsbidrag, hvis en forælder ikke opfylder sin forsørgelsespligt, når barnet når konfirmationsalderen.
Det er en forudsætning, at du betaler udgifterne, at barnet ikke er konfirmeret og du enten har forældremyndigheden eller har barnet lovligt i pleje.
For at have et barn under 14 år lovligt i pleje i en sammenhængende periode ud over tre måneder, er det en betingelse, at du har en plejetilladelse fra kommunen.
Ved større børn fortolkes betingelserne for at have et barn lovligt i pleje mere lempeligt.
Beklædningsbidraget fastsættes, selvom betalerens økonomiske forhold er dårlige.
Modtager Familieretshuset din ansøgning fra barnet fylder 13 år til dagen, hvor barnet fylder 15 år, er ansøgningsfristen overholdt.
Indsender du ansøgningen senere, mister du retten til at få fastsat beklædningsbidrag.
Når I har fælles forældremyndighed, kan I som forældre vælge, hvordan I vil opfylde forsørgelsespligten.
Det betyder, at Familieretshuset ikke fastsætter beklædningsbidrag, hvis den anden forælder opfylder sin forsørgelsespligt ved for eksempel at holde en fest for barnet eller tager barnet med på en ferierejse mellem det 13. og 15. år.
Beklædningsbidraget i 2024 er 4.110 kr. Det svarer til 3 gange normalbidragets grundbeløb.
Familieretshuset kan afslå en ansøgning, hvis betaler har indbetalt til en børneopsparing. Alternativt give fradrag i bidraget alt efter bidragsbetalers andel af opsparingen.
Børneopsparingen skal være oprettet til at dække udgifterne ved opnåelse af konfirmationsalderen og komme til udbetaling, når barnet fylder 14 år.
Bidraget skal betales direkte til modtageren. Hvis bidraget er fastsat af Familieretshuset, skal bidraget betales straks. Betales bidraget ikke, kan modtageren anmode Udbetaling Danmark om at lægge ud for beklædningsbidraget.