Æg­te­skabs­be­tin­gel­ser

For at kunne indgå ægteskab i Danmark er der en række ægteskabsbetingelser, der skal være opfyldt. Dem kan du læse om på denne side.

For at kunne indgå ægteskab i Danmark skal I begge være fyldt 18 år, og I skal begge skal være ugifte.

Hvis en af jer tidligere har været gift, skal det tidligere ægteskab være ophørt, før I kan indgå et nyt ægteskab.

Der må ikke indgås ægteskab mellem nærtbeslægtede, og hvis den ene af jer er under værgemål, skal værgen give samtykke til at ægteskabet indgås.

Vi har brug for jeres oplysninger

Vi har brug for at få oplyst, om enten du eller din partner tidligere har været gift. Vi vil derfor i ansøgningen spørge til dette.

Hvis vi mener, der er et konkret behov for dokumentation for, at I begge er ugifte, kan vi bede om en civilstandsattest fra jeres bopælsland. Hvis I har boet kortvarigt i nuværende bopælsland, kan vi i særlige tilfælde bede om civilstandsattester fra andre lande, I har boet i.

Hvis I ikke medsender en civilstandsattest i jeres ansøgning, oplyser I under straffeansvar med jeres underskrifter på ansøgningen, at I er ugifte.

  • Hvis I har dansk cpr. nr., skal I ikke vedlægge civilstandsattest for de perioder, I har haft bopæl i Danmark.
  • Hvis I har været gift tidligere, vil vi bede om dokumentation for, at det tidligere ægteskab er ophørt. Dette kan være en skilsmissedom/bevilling, en dødsattest eller en omstødelsesdom. Vær opmærksom på, at hvis man er enke(-mand) i Danmark, kan man ikke blive gift igen, hvis man stadig sidder i uskiftet bo.
  • Hvis ægteskabet er ophørt i Danmark, vil det som udgangspunkt ikke være nødvendigt at vedlægge dokumentation.