Hvis du ger­ne vil an­mel­de et navn som be­skyt­tet

Hvis et navn er beskyttet, betyder det, at privatpersoner ifølge navneloven ikke kan tage navnet som et nydannet mellem- eller efternavn. Dog kan privatpersoner godt tage navnet efter navnelovens øvrige bestemmelser – eksempelvis hvis personen har slægtsmæssig tilknytning til navnet.

Firmaer, foreninger og varemærker

Du kan kun anmelde navne på allerede eksisterende firmaer, foreninger og varemærker. For at kunne anmelde et navn, skal du dokumentere, at firmaet, foreningen eller varemærket har ret til navnet. Det kan du for eksempel gøre ved at medsende registreringspapirer, SE-nr. eller lignende. Både danske og udenlandske navne kan beskyttes.

Du kan kun anmelde navne, der har en sådan karakter, at de kan bruges som personnavne. Du kan ikke beskytte et navn, hvor der for eksempel indgår tal og andre tegn i. Du kan heller ikke beskytte et navn, som er et foreningsnavn –  for eksempel "Den Danske Forening for Servietsamlere".

Kunstnere

Du kan kun anmelde et kunstnernavn, hvis det er almindeligt kendt. Du skal derfor kunne dokumentere, at navnet er et almindeligt kendt kunstnernavn i befolkningen. Både danske og udenlandske kunstnernavne kan beskyttes.

Sådan anmelder du et navn

Du kan sende din anmeldelse til Familieretshuset via borger.dk, via e-Boks, på e-mail eller med posten.

Vi skriver til dig, når vi har modtaget din anmeldelse.