Søg hjælp hvis du er i en akut si­tu­a­tion

Hvis du står I en akut situation, hvor dit barns sikkerhed og tryghed er truet, er det vigtigt, at du i første omgang har fokus på din egen og dit barns sikkerhed. Det kan handle om fx bekymring om vold, seksuelle krænkelser eller andre grænseoverskridende handlinger eller alvorlige omstændigheder, der påvirker dit barn og dets trivsel. Det er dit ansvar som forælder, at dit barn er i sikre rammer. Også selv om det måske betyder, at barnet for en tid ikke har kontakt med den anden forælder. Tal med dit barns skole og/eller institution om situationen, så de er orienteret og kan træffe de rette forholdsregler.

Tag iltmasken på før du hjælper andre

Ligesom du i flyet skal tage din egen iltmaske på, før du hjælper andre, bør du finde den plads og tage dig den tid, der skal til, for at bevare dit overskud i den situation du er i nu. Ellers kan du ikke støtte dit barn på en relevant måde.

Søg hjælp i dit netværk og hos professionelle

Er du forælder til et barn, hvor den anden forælders adfærd truer barnets tryghed og sikkerhed, bliver du stillet over for mange opgaver og udfordringer. Det er derfor vigtigt også at tage vare på dit eget liv.

Du kan have brug for at tale med andre om, hvordan du har det, så andre kan forstå, hvilken situation du er i. På den måde kan du både undgå at isolere dig og undgå at den aktuelle belastning bliver en tung hemmelighed. Du kan hente meget rygstøtte både i dit personlige netværk og hos professionelle.

Det er en vanskelig opgave at skulle sikre sig, at barnet er i trygge og sikre rammer hos den anden forælder. Der er også mange dilemmaer forbundet med rollen: En typisk faldgruppe er, at du enten bliver for rigid eller for eftergivende. Der er en fin linje imellem på den ene side at tage problemerne alvorligt, og på den anden side at komme til at stigmatisere eller måske endda dæmonisere den anden forælder. Det kan være svært at vide, hvornår du kan begynde at vise tillid til den anden forælder, og hvornår det er relevant at sætte grænser og sige fra. Det kan også være vanskeligt at skelne imellem, hvad der er dine behov, og hvad der er dit barns.

Søg professionel hjælp og støtte og brug også dit eget netværk for at finde ud af, hvor grænsen skal gå, og hvordan du skal holde fast i den for dig selv og dit barn.