Om indtægtskontoen
Det er værgens opgave at indtægterne anvendes til gavn for personen under værgemål.
Værgen kan af indtægterne, uanset om en eventuel formue forvaltes af værgen eller bestyres i en forvaltningsafdeling, lade et beløb på op til 100.000 kr., eller hvad der derudover må anses for nødvendigt til løbende udgifter, stå på en særskilt konto i et pengeinstitut tilhørende den, der er under værgemål. Se værgemålsbekendtgørelsens § 45.
Bestemmelsen betyder, at der på kontoen på et givet tidspunkt gerne må stå mere end 100.000 kr., hvis pengene skal anvendes til et konkret formål inden for kortere tid. Der må således gerne spares op til en fødselsdagsmiddag, en ferierejse, møbler eller andet, hvis beløbet skal anvendes i den nærmeste fremtid.
Værgen kan ikke herudover foretage nogen opsparing af indtægterne, uden at det opsparede bliver formue, der skal bestyres i en forvaltningsafdeling eller forvaltes som formue hos værgen.
Værgen skal indsætte indtægterne på en særskilt konto. Værgen skal sørge for, at kontoen forsynes med en påtegning om, at den er inddraget under værgens forvaltning.