En forælders reaktion på barnets afvisning kan uforvarende komme til at fastholde og fastlåse kontaktproblemer. Hvis forælderen fx reagerer på barnets afvisning med egne sårede følelser, kan det lægge et pres på barnet, som kan resultere i, at barnet vil trække sig yderligere i relationen.
Det kan være en yderst smertefuld og vanskelig situation at stå i som forælder, når man oplever at blive afvist af sit barn. Og det kan være vanskeligt at finde ud af, hvordan man bedst handler over for barnet, når det sker. En forælders måde at håndtere at blive afvist af sit barn på kan uforvarende komme til at bidrage til at fastholde og fastlåse kontaktproblemer.
Nogle forældre kan reagere ved at forholde sig passivt. Når den afviste forælder reagerer på barnets afvisning med passivitet, og ved at trække sig fra relationen, kan det give barnet en oplevelse af, at relationen ikke er vigtig for forælderen. Barnet kan opleve at blive forladt af forælderen, selvom barnet selv i første omgang afviste forælderen.
For nogle forældre kan en passiv reaktion være et forsøg på at beskytte sig mod den smerte, det er at miste kontakt til sit barn. For nogle forældre kan en passiv reaktion på barnets afvisning også være udtryk for et ønske om ikke at eskalere konflikten med den anden forælder og at give barnet plads. Men det kan uforvarende komme til at fastholde og endda forstærke afstanden i forælder-barn-relationen, når forælderen undlader at udtrykke ønske om at genetablere kontakt eller viser barnet muligheder for, hvordan kontakten kan genoptages ud fra barnets behov, eller når barnet bliver klar.
Nogle forældre kan omvendt reagere på at blive afvist ved rigidt at holde fast i krav om at have samvær og kontakt med barnet. Hvis barnet oplever, at forælderen ikke er lydhør over for barnets ønsker eller nysgerrig på, hvad de er udtryk for, og hvilke justeringer barnet kan have brug for, kan det komme til at forstørre barnets modstand, ligesom det kan eskalere konflikten mellem forældrene (Fidler & Bala, 2010).
Det vidner om, at en afvist forælder står i en yderst vanskelig situation. Forælderen skal på den ene side finde måder at udtrykke ønske og initiativ til kontakt med barnet på, og skal samtidig handle med forståelse for og lydhørhed over for barnets situation og ønsker. Det kan være en vanskelig balancegang ikke mindst vanskeliggjort af de smertefulde følelser, der kan følge med det at miste kontakten til sit barn, og de stærke ønsker forælderen kan have - på egne og barnets vegne - om at genetablere kontakten.
I andre tilfælde, kan forælderen reagere med udgangspunkt i sårede følelser hos sig selv og komme til at agere med manglende nysgerrighed, forståelse og empati for barnets situation. Forælderen kan opleve sig dårligt behandlet og ikke respekteret af barnet, og forælderen kan reagere med vrede mod barnet eller måske endda ved at mod-afvise barnet. Den modafvisende adfærd kan komme til udtryk som en form for straf af barnet for barnets afvisning, men vil som oftest dække over forælderens forsøg på at beskytte sig selv fra den smerte, der er forbundet med afvisningen og tab af kontakt til barnet.
Modafvisende adfærd forstærker ikke bare afstanden mellem barn og forælderen nu-og-her, men risikerer også på den lange bane at lukke ned for de åbninger, der kan opstå, for at genetablere og genoptage relationen på sigt. En undersøgelse af voksne, der i deres barndom har afvist en forælder, viser, at de fleste i hemmelighed ønskede som børn, at nogen skulle opdage, at de ikke rigtigt mente, at de ikke ville have kontakt. En anden undersøgelse viser, at de fleste voksne, der selv har oplevet kontaktbrud, senere i livet tog initiativ til at genoptage og reparere relationen.
(Kelly & Johnston, 2001; Fidler & Bala, 2010).