Tara Devi sikrer børnenes stemme
Når børn oplever, at deres forældre går fra hinanden, kan det påvirke dem på mange måder. Måske skal de flytte, skifte skole eller undvære den ene forældre i længere perioder. Tara Devi møder børnene, når de står midt i de store omvæltninger.
Tara Devi, Børnesagkyndig,
Ansat i Familieretshuset siden januar 2019.
”Børnene har ikke selv valgt den omvæltende livssituation, de står i, og har som oftest ikke mulighed for at bestemme, hvor de vil bo, eller hvad der skal ske, når deres forældre er gået fra hinanden. Hvis forældrene kan blive enige om samvær, bopæl eller forældremyndighed, kan de lave en aftale, og ellers kan familieretten eller Familieretshuset hjælpe med at træffe afgørelser ved at vurdere på, hvad der er bedst for det enkelte barn på givne tidspunkt,” forklarer Tara Devi. Derfor er hendes fornemmeste opgave at lytte til børnene, hjælpe dem med at komme til orde og være deres talerør i en svær tid.
Tara Devi er uddannet socialrådgiver og psykoterapeut og har flere års erfaring med at tale med børn. Hun er børnesagkyndig i Familieretshuset og møder børnene i de brudte familier. Hendes vigtigste opgave er at sikre børnenes stemme og perspektiv ind i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær.
Som børnesagkyndig kan man gøre en forskel for skilsmissebørnene
”Det bedste ved mit job er nok, at jeg har mulighed for at hjælpe børn i en tid, som er sårbar og udfordrende. Det er afgørende, at børnene bliver mødt af nærvær og forståelse og hjælpes til at sætte ord på deres indre tilstande, holdninger og behov. Det er også enormt værdifuldt at kunne være en støtte i samværssager, hvor et barn eksempelvis skal se en forælder for første gang i flere år,” forklarer Tara Devi.
Og det rammesætter meget fint de to opgaver, som Tara Devi bruger meget af sin arbejdstid på, nemlig at afholde børnesamtaler og overvåget samvær.
”Jeg bruger en del tid på at forberede mine samtaler og på den efterfølgende notatskrivning og på at skrive samværsrapporter. Og så har jeg løbende kontaktpersonsamtaler med børn, jeg følger i en længere periode og samtaler med børn, der gør brug af deres initiativret samt børnegruppeforløb m.v.”
Der er altså stor variation i de opgaver, Tara Devi løser. Men alle opgaver kræver en mentaliserende tilgang samt en stor viden om børn, familier og kriser. Det er en viden, som medarbejderne dels har med i bagagen, når de ansættes, og dels opøver i kontoret, hvor vidensdeling og opkvalificering vægtes højt.
Den trygge ramme
Uanset om Tara Devi afholder en børnesamtale i Familieretshuset eller i retten, er det vigtigt for hende at kunne skabe tryghed og ro omkring barnet, som hun taler med:
”Det er vigtigt at få skabt en ramme for samtalen, som barnet føler sig tilpas i. Det er nøglen til, at de kan udtrykke sig om emner, der ellers kan være sårbare at tale om. Derfor har jeg mange overvejelser før samtalen og også undervejs. Jeg forsøger altid at skabe en behagelig stemning og gør også noget ud af, at fortælle barnet, hvor naturligt det er, at være nervøs, inden man skal til samtale i Familieretshuset,” forklarer Tara Devi, og fortsætter:
”Børn er forskellige og tackler brud og sorg forskelligt. Nogle tager meget skyld på sig over bruddet og forsøger at mægle mellem forældrene, andre trækker sig fra en eller begge forældre som et forsvar, der er mange måder at være med sorgen og i krisen på. Uanset, så skal børnene mødes lige der, hvor de er. Og ingen børn er ens, hvilket er et enormt spændende aspekt i jobbet,” forklarer Tara Devi.
Hjertet er med
At opgaverne er spændende og givende er der ingen tvivl om. Men et andet vigtigt element til et godt arbejdsliv er også, ifølge Tara Devi, et godt kollegaskab:
Vi er nogle kolleger, der virkelig vil hinanden. Det er tydeligt at mærke. Vi er drevet af passion for at hjælpe de her børn og familier. Og det er fantastisk, at kunne have det at være fælles om.
Vidste du, at Familieretshuset har afdelinger fordelt i hele landet. Da Tara Devi flyttede fra København til Jylland for nogle år siden, kunne hun derfor beholde sin stilling som børnesagkyndig ved blot at skifte Københavnerkontoret ud med Aarhuskontoret