7. november 2024

Så­dan er reg­ler­ne for samvær mel­lem jul og nytår

Nogle forældre aftaler selv, hvordan de fordeler samværet med deres fælles børn henover jul og nytår. Andre forældre indgår særlige aftaler omkring samvær i juleferien med Familieretshusets hjælp. De særlige aftaler afløser de almindelige samværsaftaler.

Når julen nærmer sig, skal der tages stilling til, hvor og hos hvem børnene skal være hen over julen og nytåret. Nogle aftaler selv, hvordan samværet skal foregå, mens andre indgår særlige aftaler med Familieretshusets hjælp.

De særlige aftaler afløser derfor de almindelige samværsaftaler.

Hvad gør I, hvis I ikke er enige om samvær i juleferien?

Hvis I som forældre ikke kan nå til enighed om en samværsaftale i julen, hverken indbyrdes, eller med Familieretshusets hjælp, så kan Familieretshuset træffe en afgørelse. Når Familieretshuset træffer en afgørelse, er det udgangspunktet, at barnet skal være hos begge sine forældre henover jul og nytår.

Det vil sige, at barnet er hos den ene forælder juleaften i lige år, og hos den anden forælder i ulige år. Nytårsaften er barnet, som udgangspunkt, hos den forælder, som de ikke har fejret julen med.

Vær i god tid, hvis du skal have hjælp til at lave en aftale om samvær

Familieretshuset foretager altid en konkret vurdering af, hvad der er bedst for barnet, inden der fastsættes jule- og nytårssamvær. Derfor kan samvær i juleferien strække sig fra kun at være et par timer til at hele ferieperioden deles ligeligt mellem forældrene.

Hvis der er brug for, at Familieretshuset skal træffe en afgørelse omkring samvær i jule- og nytårsdagene, skal Familieretshuset først undersøge, hvad der er bedst for barnet. Det er derfor vigtigt, at I som forældre i god tid sender en ansøgning.

Hvis I ikke har en aftale om samvær i julen

I de tilfælde, hvor I som forældre har indgået en aftale om løbende samvær henover året, men ikke har indgået en særlig aftale omkring jul og nytår, så fortsætter aftalen om løbende samvær nogle gange henover jul og nytår. Det kan dog også være bestemt, at det løbende samvær falder bort i juleperioden.

Hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for din aftale, kan du kontakte os.

Samvær i forbindelse med ferier

Der kan være regler, du skal være opmærksom på, hvis du ønsker at rejse på ferie med dit barn, eller hvis du ønsker at tage dit barn med på familiebesøg i udlandet i jule- og nytårsferien.