In­ter­na­tio­nal for­æl­dre­myn­dig­hed

Familieretshuset kan hjælpe med at afklare, hvem der har forældremyndigheden efter udenlandsk lovgivning eller afgørelse. Det sker via udtalelser til danske myndigheder.

Familieretshusets kompetence

Hvis en dansk myndighed er i tvivl om, hvem der har forældremyndigheden efter udenlandsk lovgivning eller afgørelse, kan myndigheden bede Familieretshuset om en udtalelse.

Familieretshuset har ikke kompetence til at godkende udenlandsk forældremyndighed eller til at bestemme, at udenlandsk forældremyndighed skal anerkendes eller ikke anerkendes i Danmark. Familieretshuset kan alene bistå andre myndigheder med at hjælpe med at afklare, om forældremyndighed, der er etableret i udlandet, opfylder betingelserne for anerkendelse i Danmark, og kan afgive en udtalelse om dette.

Vi kan ikke give udtalelser til borgere i konkrete sager om international forældremyndighed.

Forelæggelse for Familieretshuset

En forelæggelse skal indeholde følgende:

  • Myndigheden skal angive grunden til, at sagen forelægges, herunder hvilke spørgsmål myndigheden ønsker besvaret
  • Relevante dokumenter. Dokumenterne skal være oversat til dansk eller engelsk af en uddannet translatør el.lign. Det er som udgangspunkt de originale dokumenter, der skal fremlægges
  • Hvis sagen forelægges, fordi en part gør gældende, at det ikke er muligt - eller at det er for byrdefuldt - at fremskaffe dokumentationen fra udlandet, skal der fremlægges dokumentation for dette eller nærmere oplysninger herom.

Dokumentationskravet

Dokumentationskravet afhænger af, om vi skal vurdere forældremyndigheden efter udenlandsk lovgivning eller en afgørelse.

Hvis vi skal vurdere forældremyndighed, der følger af loven skal vi have forelagt følgende:

  • En erklæring om hvem der er indehaver(e) af forældremyndigheden efter loven i det pågældende land, udstedt af en kompetent myndighed i det land
  • Oplysninger om indholdet af loven i det pågældende land - kombineret med dokumentation for de oplysninger der er relevante for at fastlægge forældremyndigheden

Hvis vi skal vurdere, om en udenlandsk forældremyndighedsafgørelse kan anerkendes i Danmark, skal vi have forelagt følgende:

  • Den originale afgørelse eller en udskrift af den fra den myndighed, der har truffet afgørelsen (kan være indeholdt i en afgørelse om separation eller skilsmisse)
  • Retskraftpåtegning = dokumentation for at afgørelsen er endelig

Legalisering eller apostillepåtegning

Ægtheden af dokumentet skal være bekræftet gennem legalisering eller apostillepåtegning (med undtagelse af en lang række lande).

Se vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet her: