I takt med at børn bliver ældre vil de søge mere selvstændighed og autonomi, og de vil i højere grad end tidligere rette sig mod venner og andre arenaer end familien.
Ældre børn har tendens til at ønske mere fleksible samværsordninger (se fx Steinbach, 2019; Berman & Daneback, 2020), der i højere grad tilgodeser de aspekter af deres hverdagsliv, som børnene oplever som centrale og vigtige, fx adgang til venner, vigtige ejendele, fritidsinteresser osv. Det handler ikke nødvendigvis i sig selv om modstand på samvær med en forælder.
Hvis barnets ønske om løsrivelse, autonomi og evt. anden samværsordning ikke mødes med forståelse fra forælderen men i stedet problematiseres, kan det betyde, at barnet ikke føler sig forstået, og det vil skabe afstand i relationen. Det kan fx ske, at forælderen opfatter barnets løsrivelse som en afvisning, og forælderen reagerer med egne sårede følelser. Eller hvis forælderen har en rigid og autoritær forældrestil, hvor forælderen ikke understøtter, at barnet kan have medbestemmelse over eget liv.