Der ligger ofte komplekse og sammensatte årsager bag, når et barn afviser den ene forælder. For at forstå barnets situation, er det derfor nødvendigt at undersøge bredt, hvilke forhold i familien, der medvirker til at barnet afviser den ene forælder. Hvis man for tidligt eller entydigt fokuserer på adfærd hos den ene forælder, risikerer man at overse problematikker i barnets omsorgssituation.
Når et barn modtager tilstrækkelig omsorg fra begge forældre, er det som udgangspunkt bedst for barnet at bevare kontakt til begge forældre efter forældrenes samlivsbrud. Hver forælder udgør sammen med sin udvidede familie og netværk en del af barnets omsorgsmiljø og bidrager dermed til barnets mulighed for at opleve tryghed, tilhør, læring og udvikling. Forskning (Reuven-Krispin et al., 2020; Reiter et al., 2013; Amato & Keith, 1991) viser, at børn, der mister kontakt med den ene forælder efter forældrenes samlivsbrud, generelt har lavere trivsel varende ind i voksenlivet, end børn der bevarer kontakt til begge forældre.
Lovgivningen på det familieretlige område afspejler vigtigheden af, at børn som udgangspunkt har mulighed for at bevare kontakt og relation til begge forældre. Det fremgår af forældreansvarsloven, at barnet har ret til samvær med den forælder, barnet ikke bor ved, og at forældre har et fælles ansvar for at sikre, at barnet kan have samvær med den forælder, barnet ikke har bopæl hos.
Når der opstår længerevarende brud i kontakten mellem et barn og den ene forælder efter forældres samlivsbrud, er det vigtigt at forstå, hvad der ligger til grund, og det er vigtigt at forstå, hvilke problematikker i familien og i forældres varetagelse af barnets behov, det kan være udtryk for.
Det er ikke ualmindeligt, at forældre ser forskelligt på årsagerne til, at barnet viser modstand på samvær eller tilbageholdes fra samvær. Den ene forælder kan fx udtrykke bekymring for barnets omsorgssituation under samvær med den anden forælder, og den anden forælder kan omvendt udtrykke bekymring for, at barnet påvirkes til ikke at ville på samvær.
Forskning (Johnston, 2005; Fidler & Bala, 2010; Johnston & Sullivan, 2020; Garber et al., 2022) viser, at det ofte er et mix af sammenvævede årsager, der ligger til grund, når et barn afviser den ene forælder. Ofte er det aspekter ved begge forældres varetagelse af barnets behov og forhold ved barnets situation i begge hjem, der medvirker til problematikken. Derudover kan sårbarheder hos barnet også spille ind, ligesom andre og mere kontekstuelle faktorer i og omkring familien kan have betydning.
Der findes ikke en alment anerkendt definition af begrebet forældrefremmedgørelse, og der findes i litteraturen og i den offentlige debat flere og forskellige definitioner og forståelsesmodeller.
Familieretshuset anvender den definition af forældrefremmedgørelse, som ligger til grund for indførelsen af begrebet i forældreansvarsloven(se fodnote nederst på siden):
”Når et barn konsekvent og over længere tid udtrykker stærke negative følelser (had, raseri, frygt) over for én forælder, som ikke er i overensstemmelse med barnets faktiske erfaringer med denne forælder”.
Det centrale ved denne formulering er, at den i modsætning til andre definitioner af begrebet, fokuserer på barnets adfærd uden at koble det til forældrenes adfærd. Definitionen fokuserer alene på det, at barnet udtrykker stærke negative følelser mod en forælder, hvor dette ikke kan forklares (alene) med barnets oplevelser med denne forælder. Definitionen indeholder derudover ikke konklusioner om årsagerne til, at barnet udviser stærke negative følelser mod forælderen.
Når håndtering af sager med kontaktbrud tager udgangspunkt i denne definition af begrebet forældrefremmedgørelse, er barnets observerbare adfærd et neutralt udgangspunkt for at iværksætte en bredere undersøgelse af de mange forskellige, og ofte sammensatte årsager til, at barnet afviser den ene forælder.
Det kan have omfattende negative konsekvenser for børn, når de inddrages i forældrenes konflikter, ved at en forælder signalerer til barnet, at den anden forælder ikke er god for barnet, er farlig eller ikke elsker barnet. I nogle tilfælde medvirker denne adfærd hos forældre til, at barnet tager afstand til den ene forælder, og at brud i kontakt opstår. Familieretshuset anvender begrebet devaluerende adfærd(se fodnote nederst på siden) til at beskrive adfærd hos forældre, der signalerer til barnet, at den anden forælder ikke er god for barnet.
Forskning (Johnston, 2005) viser, at devaluerende adfærd ofte er en væsentlig medvirkende faktor, når der opstår brud i kontakt, men at det sjældent alene kan forklare, at brud i kontakt opstår.
Når der opstår brud i kontakt, er det som oftest udtryk for komplekse problematikker. Hvis der for hurtigt eller entydigt konkluderes eller fokuseres på fx adfærd hos den ene forælder som årsag til kontaktbruddet, er der risiko for at overse andre vigtige faktorer og forhold i barnets situation.
I Familieretshuset arbejdes ud fra en helhedsorienteret tilgang til at forstå barnets situation, hvor alle faktorer, der har betydning for, at et barn mister kontakt med den ene af sine forældre efter forældrenes samlivsbrud, afsøges og tages i betragtning i den videre sagsbehandling.
Med indførelsen af begrebet forældrefremmedgørelse i lovgivningen, blev det fra politisk side understreget, at et lovgivningsmæssigt fokus på forældrefremmedgørelse ikke må betyde, at en forælder med reelle grunde til at afbryde barnets kontakt med den anden forælder, afholder sig fra at gøre det af frygt for at blive beskyldt for samarbejdschikane eller forældrefremmedgørende adfærd.
Når børn er udsat for vold, seksuelle overgreb eller på anden vis oplever mangelfuld omsorg i relationen til en forælder, må barnets vægring ved samvær - eller en forælders tilbageholdelse af barnet fra samvær - betragtes som en hensigtsmæssig strategi til at beskytte barnet. I sådanne tilfælde er der behov for tiltag, der kan sikre, at barnet er i sikkerhed og får tilstrækkelig omsorg.