Case 5
Ikke et ganske særligt tilfælde - § 129, stk.2
Kommunen indstiller til, at en 44-årig mental retarderet mand med svær fysisk funktionsnedsættelse, som er bosiddende i et botilbud, flyttes til et andet botilbud efter undtagelsesbestemmelsen i servicelovens § 129, stk. 2.
Kommunen begrunder indstillingen med hensynet til manden og hans trivsel, herunder særligt hans mulighed for at bevare tilknytningen til sin søster og søsterens børn, som bor væsentlig tættere på det indstillede botilbud end det nuværende botilbud.
Familieretshuset afslår at godkende indstillingen med henvisning til, at der ikke er tale om et ganske særligt tilfælde, og at kommunen ikke har godtgjort, at det samlet set er i mandens interesse at flytte til det indstillede botilbud.
Vi lægger vægt på, at en flytning vil indebære, at der vil komme væsentlig længere afstand mellem ham og hans forældre, som er meget aktivt deltagende i hans liv og må anses som hans nærmeste pårørende. Således vil der være risiko for ringere kontakt til forældrene, navnlig hvis de bliver ude af stand til at klare en længere transport. Vi lægger også vægt på, at den primære begrundelse for ønsket om flytning af manden er, at hans familie oplever, at han er i mistrivsel i nuværende botilbud, og at familien finder botilbuddet uegnet til at dække hans behov.
Denne vurdering er hverken botilbuddet eller kommunen enig i, selv om man anerkender, at manden har dårlige perioder, hvor han udviser tegn på mistrivsel. Det har imidlertid ikke været muligt at afdække årsagen hertil og arbejde med ham, da han ofte og i lange perioder opholder sig hos forældrene.