Case 3
Valg af botilbud uafklaret – værgen påberåber sig frit valg
Kommunen indstiller til, at en mand på 42 år med middelsvær mental retardering flyttes fra et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107, hvor han har boet i ca. 14 år, til et botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105.
Det er uklart i indstillingen, om mandens værge i stedet ønsker manden optaget i et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, som hans hidtidige botilbud også kan tilbyde. Værgen oplyser på Familieretshusets forespørgsel, at han ønsker at søge kommunen om bevilling af et længerevarende botilbud på det hidtidige sted i stedet for det indstillede tilbud.
Da kommunen nu skal tage stilling til værgens ansøgning om et andet tilbud, og valget af botilbud dermed ikke er endelig afklaret, trækker kommunen på Familieretshusets opfordring indstillingen tilbage.
Når valget af botilbud er endelig afklaret – eventuelt efter at kommunens visitationsafgørelse er efterprøvet af Ankestyrelsen – kan kommunen indstille til flytning uden samtykke på ny.